Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Klumme: Lad nu være med at gå i panik i vinterpausen!

Af Martin Jørgensen

Bjældeklang, bjældeklang, sæsonen den er lang. Og gudskelov for det, tænker de fleste AGF-fans nok.

Selvom det imponerende comeback mod drengene fra Vestegnen reddede lidt af den miserable halvsæson, så er David Nielsen start stadig til dumpekarakter.

Jeg hæfter mig dog ved, at AGF var rigtig godt med mod Brøndby. Hjemmeholdet fik ikke deres eget spil til at fungere, hvilket uden tvivl var AGF's fortjeneste. Holdet havde lidt af det, der har været savnet i så mange kampe - fight og kvalitet.

Men hvad er det så, der mangler? Kontinuitet frem for alt, hvilket naturligvis er lettere sagt end gjort.

Jeg mener ikke, at Peter Christiansen skal ud og lege julemand og fylde sækken med utallige lottokuponer, der skal agere plaster på såret.

Det kommer ikke til at hjælpe på holdet at få fem-seks nye spillere ind. Holdet skal spilles sammen krydret med et par nyindkøb, der kan tilføje noget nyt til holdet.

Der er nemlig spillere, der kan byde ind med noget. AGF får Adama Guira tilbage fra en knæskade, og midtbanekrigeren fra Burkina Faso kommer til at blive afgørende i foråret.

Holdet skriger efter en stabil oprydder, og jeg ser ham som den perfekte løsning på midtbaneproblemet. Han har ikke bevist noget som helst endnu, inden han blev skadet, men han kommer til at blive vigtig i foråret. Bare vent.

Men der skal lidt lækkerier i sportsdirektøren transfersæk. Jeg håber for klubbens skyld, at der gemmer sig en forsvarsspiller med rutine.

Det kunne være Pascal Gregor, der har kontraktudløb i FCN ved årsskiftet.

Selvom Pascal Gregor er ung, så har han været en fast del af Superligaen i mange år efterhånden. Han har udtalt, at han foretrækker et skifte til udlandet, men samtidig afviser spillerens agent ikke, at han kunne blive i Superligaen. Pascal Gregor er en spiller, der kender gamet med 115 kampe i landets bedste række som 23-årig. Det kunne være spændende at tilføre nyt blod til et vaklende AGF-forsvar, der alt for ofte viser usikkerheder.

En anden spiller, der også kunne være yderst interessant, er Simon Kroon.

Den svenske kantspiller var en fryd for øjet, da han var iført den lyseblå SønderjyskE-trøje. I Midtjylland er han blevet offer for et systemskift og en trup med høj, høj kvalitet. Tiden er kommet til at finde en ny klub for den vævre kantspiller, og han kunne meget vel være manden, der kan bidrage til en AGF-offensiv, der ofte virker uden ideer og kvalitet.

Pascal Gregor og Simon Kroon har begge det tilfælles, at de har bevist sig før. De ved, hvad det vil sige at slå igennem i Superligaen. De ved, hvad det kræver. De ved, hvad der skal til for at skaffe point.

Et opråb herfra er derfor: Gå ikke i panik på transfermarkedet.

Publiceret: 20. December 2017 18:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt