Illustration: Schmidt Hammer Lassen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kasseret højhus får ingen ny chance

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) afviser muligheden for et højhus ved Europaplads mellem politigården og Mindegade

Af Maria Dalhoff, JP Aarhus

Området omkring Europaplads skal være frit for nye højhuse.

Det fastslog byrådet onsdag, da et særligt tillæg til Aarhus Kommunes højhuspolitik blev vedtaget. Tillægget stiller yderligere kvalitetskrav til kommende højhusprojekter for et område i midtbyen, og med vedtagelsen af den nye politik er der ikke mulighed for opførelsen af et konkret højhusprojekt ved Europaplads. Området er fortsat en del af Aarhus, hvor høje huse udelukkes.

"Hvis dette område var et område, hvor der skulle bygges et højt hus, så skulle det med i planen. Og det er det ikke. Jeg vil ikke gå ind i den konkrete sag, men det påhviler altid en investor at beregne risikoen," sagde borgmester Jacob Bundsgaard (S) under behandlingen af sagen med henvisning til, at projektmagerne bag et nyt højhus på op mod 17 etager i sidste uge havde foretræde for teknisk udvalg med henblik på at få arealet gjort til højhusområde.

"Der er opbakning i byrådet til, at dette er afgrænsningen (af højhusområdet red.). Man kan altid komme med nye projekter, men man skal være sin risiko bevidst. I sidste ende er det her i byrådet, at beslutningen bliver truffet. Og man kan få et nej hele vejen indtil da," sagde Jacob Bundsgaard.

Borgmesterens partifælle, Ango Winther, konstaterede forleden i JP Aarhus, at der ville være mulighed for at få dispensation. Og på onsdagens byrådsmøde sagde Ango Winther, som er medlem af teknisk udvalg, at der kommer en særskilt behandling af naboområderne "på et andet tidspunkt".

Den mulighed havde teknikrådmand Bünyamin Simsek (V) svært ved at få øje på.

"Borgmesteren har lige slået fast, at S ikke vil give tilladelse til et højhusbyggeri. Det kommer ikke til at ske, at jeg giver investoren en anden melding," sagde Bünyamin Simsek.

Skudt ned

Planen om bygge det konkrete højhus ved Europaplads blev skudt ned i marts sidste år af den daværende teknikrådmand Kristian Würtz (S). Forud for beslutningen var gået flere års forberedelser i samarbejde med Aarhus Kommunes forvaltning. Investorerne havde også opkøbt af ejendomme for at rive dem ned til fordel for højhusprojekt. Baggrunden for den nedadvendte tommelfinger var bevarelse af kulturmiljøet omkring Mindegade og Fredens Torv samt undgå skyggepåvirkninger ved f.eks. Dokk1.

Kovending: S klar til højhus, som blev droppet af S

Beslutningen vakte harme hos projektudviklerne, som havde været i dialog med bl.a. den daværende rådmand, den daværende tekniske direktør og stadsarkitekten om projektet. I sidste uge havde projektmagerne bag højhuset foretræde for teknisk udvalg med forhåbning om, at politikerne alligevel ville indlemme arealet som en del af højhusområdet i Aarhus. Flere borgerlige partier var på byrådsmødet lydhøre overfor ønsket.

"Der er tale om en ikke-fair og ordentlig behandling af bygherren, men kan der laves et godt projekt. Der bliver nu mulighed for at åbne op for en diskussion på dette hjørne," sagde den konservative Marc Perera Christensen, som gentog sin kritik af tidligere teknikrådmand Kristian Würtz (S) rolle i sagen.

Kritikken blev støttet af Liberal Alliance.

"Derfor skal vi lade hele processen gå om. Jeg efterspørger politisk handling til at lade dette gå om, så Mindet kan være en del af denne tillægspolitik," sagde Almaz Mengesha under byrådsdebatten.

Rådmand skrotter højhus ved Dokk1

Bag Europaplads ApS står Poul Kristiansen, der er tidligere medejer af Tvilum-Scanbirk-koncernen i Silkeborg, og Finn Bach Petersen, som bl.a. er medejer og udvikler af anden etape af Aabyen på Søren Frichsvej.

Publiceret: 08. Februar 2018 07:31

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt