Foto: Aarhus Kommune og Byrd/Allan J. Kortsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kaos-krydset: Ny rådmand går mod egne medarbejderes anbefalinger

Genåbning af Mindet-kryds vil have store konsekvenser for trafikken, vurderer Bünyamin Simseks egen magistratsafdeling

Tirsdag meldte den nye rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), ud, at han nu vil arbejde for at genåbne det omstridte trafikkryds ved Mindet og Dokk1.

Måneder igennem har der været ballade om krydset. Politiet har adskillige dage udskrevet talrige bøder, fordi bilisterne svinger til højre, selvom de ikke må. Kort før jul satte kommunen sågar betonklodser op for at understrege reglerne, men lige lidt hjalp det.

Nu har rådmanden fået nok og vil lave krydset om til et almindeligt T-kryds, afslørede han overfor JP Aarhus. Også selvom der vil være faglige indvendinger, slog Bünyamin Simsek fast.

LÆS OGSÅ: Ny rådmand vil genåbne omdiskuteret kryds ved Mindet

Det vil der ganske givet, for folkene i hans egen forvaltning har sort på hvidt frarådet en genåbning af krydset.

Onsdag behandlede byrådet lokalplanen for nærområdet i forbindelse med en udvidelse af Filmbyen og bygningen af Jyllands-Postens nye domicil. I et af høringssvarene til lokalplanen anmodes der om en genåbning af det omstridte kryds, men det fraråder Teknik og Miljø i en kommentar til indstillingen.

"Det vil medføre øget kødannelse og generelt en dårligere trafikafvikling med længere rejsetider. En væsentlig øget trafikmængde og især et øget antal lastbiler ligger dårligt i tråd med de vedtagne planer om at binde byen og havnen bedre sammen," skriver Teknik og Miljø.

Simseks udmelding om en genåbning er altså i klar strid med de faglige vurderinger blandt hans egne medarbejdere.

Centerchef: Det er rådmandens beslutning

Kommentaren fra Teknik og Miljø blev skrevet, før Simsek overtog rådmands-tøjlerne fra Kristian Würtz (S), men vurderingen af konsekvenserne ved en genåbning har ikke ændret sig, fortæller Luise Pape Rydahl, chef for Center for Byudvikling og Mobilitet.

"Man har lavet krydset sådan for at sikre, at der ikke sker en opstuvning af biler henover letbanesporene. Vi skal sørge for, at der ikke sker en kollision mellem letbanen og biler, og at letbanen ikke skal bremse hårdt op til fare for passagererne," siger hun og fortæller, at der ikke har været en konkret dialog om det omstridte kryds forud for Bünyamin Simseks beslutning.

LÆS OGSÅ: Politiet skærper tonen overfor bilister, der blæser på betonklodser i farligt kryds

"I forhold til en fremadrettet løsning er det rådmandens politiske beslutning, hvad han vil indstille. Nu er han lige startet, så vi har faktisk ikke haft mulighed for at få en snak om det her. Men han har en holdning, og så skal han selvfølgelig have at vide, hvad vi vurderer, at konsekvenserne vil være."

Og hans holdning strider mod jeres anbefalinger?

"Tjah... det har ikke ændret sig. Men vi arbejder på yderligere analyser af en permanent løsning, og dem skal der tages stilling til i forhold til den rigtige løsning. Og det er et politisk spørgsmål, hvilke hensyn man vægter højest."

Hvad vil I anbefale rådmanden?

"Det vil jeg ikke sige nu. Vi skal snakke med ham på tirsdag."

Simsek: Har ret til at være uenig

Bünyamin Simsek, har du snakket med din egen magistratsafdeling, før du kom med den her udmelding?

"På det første rådmandsmøde bad jeg chefen på området komme med bud på løsninger for det kryds. Jeg har sagt, at det gerne skal tage udgangspunkt i, at det bliver til et T-kryds, hvor vi finder en sikker løsning i forhold til letbanen. Kan jeg helt alene bestemme, så får vi et T-kryds, men jeg har ikke truffet en beslutning om den endelige løsning. Jeg kan bare konstatere, at vi ikke kan være den nuværende løsning bekendt. Området fungerer slet ikke, og så er det min opgave som rådmand at skabe en forsvarlig løsning, som også fungerer i hverdagen. De teoretiske og politiske intentioner med krydset har været fine, men de fungerer ikke i praksis. Jeg tager udgangspunkt i praksis."

Men du går imod dine egne eksperters anbefalinger?

"Det ved jeg nu ikke, om jeg gør."

LÆS OGSÅ: Dokumentation: Bilister blæser på betonklodser og fortsætter farlig og ulovlig kørsel

I kommentaren til høringssvaret fraråder Teknik og Miljø en genåbning, fordi man vurderer, det vil medføre mere trafik, kødannelse og lastbiler. Så det gør du vel, når du anbefaler en genåbning, mens dine medarbejdere fraråder det?

"Det er ikke en faglig vurdering. Det er et skøn ud fra den viden, man har. Der har jeg min ret som rådmand på området til at være enig eller uenig i det skøn. Det er også derfor, jeg har bedt om at få vurderet mulige løsninger. For vi kan vel - uanset om man er fagperson eller ej - blive enige om, at det kryds ikke fungerer. Og det kan jeg som rådmand ikke leve med."

Men kan du som rådmand leve med mere trafik, kø og lastbiler?

"Det er jo altsammen op til trafikanterne. Hvis de har lyst til at holde i kø, må de gøre det. Og har de ønske om at køre andre steder hen for at komme igennem, så skal de have lov til det. Jeg agter ikke at være en rådmand for et regneark og et skrivebord, men derimod en rådmand, der tager udgangspunkt og afsæt i virkeligheden. Og jeg kan konstatere, at det, man har lavet, ikke fungerer, så jeg skal finde en løsning."

Sender du ikke det signal, at hvis man bare er nok, der bryder loven, så kan man få tingene ændret?

"Det har slet ikke noget at gøre med at 'please' de, der bryder loven. Det har noget at gøre med at skabe løsninger, der trafikafvikler, fungerer i hverdagen, ikke skaber farlige situationer og ikke giver incitament til at bryde loven. Den tanke kan jeg slet ikke følge. Vi har et kryds, der ikke fungerer, og min opgave er at få det til at fungere. Det er faktisk det, jeg er sat i verden for som rådmand for Teknik og Miljø."

Publiceret: 10. Januar 2018 21:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus