Magnus Szatkowski og Asger Storebjerg bruger 30 timer på informationsvidenskabs-studiet og så yderligere 30-35 timer i deres firma Magger IT Solutions.
Magnus Szatkowski og Asger Storebjerg bruger 30 timer på informationsvidenskabs-studiet og så yderligere 30-35 timer i deres firma Magger IT Solutions.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Iværksættere: “Det er ikke et arbejde men en drøm”

Bag firmaet Magger IT Solutions står to 23-årige studerende. “Erfaring er mere værd end at få én karakter højere,” siger de

Under informationsvidenskabs-studiet skulle en kammerat bruge en hjemmeside. Det kastede de to studievenner Asger Storebjerg og Magnus Szatkowski sig over. Det gik godt, og der blev tændt en iværksættergnist, som gutterne åbenbart gik rundt med uden at tænke over det.

“Det var sjovt, så hvorfor ikke blive ved? Vores netværk gav os projekter, vi kunne øve os på,” fortæller Magnus Szatkowski.

Det førte til, at firmaet Magger IT Solutions blev født. På et halvt år voksede virksomheden fra kun at være de to kammerater til i dag at køre på fuld skrue med fem ansatte.

Magger IT Solutions udvikler digitale koncepter, som får kundernes hjemmeside og digitale markedsføring til at hænge sammen.

Pengene vælter ikke ind

For de 23-årige iværksættere er det lysten, der driver værket - og ikke den fede hyre.

“Som ny iværksætter skal man se på, hvad ens motivation er. Hvis man forventer hurtige penge, så skal man ikke gøre det. Man skal ikke regne med at tjene penge de første tre år. Vi gør det, fordi vi synes, at det er sjovt,” fortæller Asger Storebjerg.

Men hvad er det, der er så fedt ved at have sit eget firma:

“At være sin egen chef giver en anden motivation til at møde ind på arbejde hver dag. Det er jo ikke et arbejde men en drøm. Desuden kan vi definere vores egne arbejdsopgaver, som passer præcis til vores kompetencer - og så er der ret kort fra tanke til handling,” fortæller Magnus Szatkowski, før Asger Storebjerg fortsætter:

“Det er også fedt, at det man lærer på universitetet, faktisk kan bruges til noget direkte. Jeg har manglet noget modspil til alt det akademiske.”

Erfaring vs. karakterer

At jonglere med studie og eget firma på samme tid er dog ikke kun en dans på roser. Det er benhårdt arbejde.

“Det er klart, at jo mere vi vækster, jo sværere bliver det at få til at hænge sammen. Vi bruger 30 timer på studiet og så yderligere 30-35 timer i firmaet, men det er fedt. Jeg tror måske nok, at vores kærester ville ønske, at vi var noget mere hjemme, men alting handler om prioritering,” fortæller Magnus Szatkowski med et smil.

Begge har knap halvandet år tilbage af studiet. Et studie, som ingen af dem har nedprioriteret efter opstarten af Magger IT Solutions.

“Men Karakterer er ikke altafgørende for os. Erfaring er mere værd end at have fået én karakter højere,” siger Asger Storebjerg.

Bare spring ud i det

Magger IT Solutions holder til i Studentervæksthus Aarhus, hvor de i oktober rykkede op i stedets Vækst-program.

“Her er et rigtig godt miljø med vejledning og masser af inspirerende mennesker. Det giver inspiration og drive at se dem, som man spiller bordfodbold med, få succes,” forklarer Asger Storebjerg - og det er Magnus Szatkowski enig i.

“Det er et fantastisk fællesskab, og vi har alle meget forskellige kompetencer. Bare se på vores direkte naboer, som laver dels en parasolfod og dels camps for kræftramte børn.”

De 23-årige virksomhedsejere er begge enige om, at hvis man går med en iværksætterdrøm i maven, så er det bare om at springe ud i det.

“Men start op sammen med en anden - det er svært at gøre det hele selv,” siger Asger Storebjerg.

Publiceret: 13. Marts 2017 09:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!