Ammunitionsrydningstjenesten benyttede Rullemarie til at sikre en forsvarlig åbning af kassen.
Ammunitionsrydningstjenesten benyttede Rullemarie til at sikre en forsvarlig åbning af kassen.
Foto: Øxenholt Foto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Intet politisk motiv bag bombetrussel mod konsul: "Jeg er sendt for at give jer en besked"

53-årig mand varetægtsfængslet i surrogat efter bombetrussel mod spansk konsul i Aarhus

Hvad var årsagen til, at en 53-årig mand fra Hørning mandag valgte at indtelefonere en bombetrussel mod den spanske konsul i Risskov i Aarhus N?

Den var i hvert fald ikke politisk, som man ellers kunne foranlediges til at tænke i forbindelse med den aktuelle ballade i Spanien om løsrivelse af Catalonien.

LÆS OGSÅ: Politi afgav 3-4 varselsskud i Risskov: Mand sendte bombetrussel mod den spanske konsul

Nej, årsagen var ifølge den sigtede 53-årige, at han ville have 'en helt speciel sten' igen. En sten, som han angiveligt skulle have afleveret hos den spanske konsul i sommer.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at den 53-årige har været i behandling på Psykiatrisk Hospital i Risskov i et halvt års tid, og at han fornylig har været frivilligt indlagt på en afdeling i en uge på grund af psykisk sygdom.

Dommeren valgte også, at han skulle varetægtsfængsles i surrogat på Retspsykiatrisk Afdeling. Afgørelsen blev kæret.

Ringede til politiet og avis

Den 53-årige mødte frem i retten med et markant blåt og lukket øje efter mandagens anholdelse i Risskov, hvor betjente affyrede tre varselsskud, før han til sidst blev fanget og pacificeret.

Om livet havde han et bælte, der fikserede hans hænder, og det var da også en særdeles snakkesalig og til tider meget aggressiv person, der sad foran dommeren. 

"Jeg er budbringer. Sendt hertil for at give jer en besked. Der er aldrig et menneske på denne jord, der kan lukke munden på mig," sagde han og lod forstå, at verden er af lave, før han via sin forsvarer nægtede sig skyldig i sigtelserne om trusler, men erkendte forholdene.

"Jeg er ikke ude på at skade nogen. Det her er en storm i et glas vand. Jeg gjorde det overhovedet ikke for at skræmme nogen," sagde han, da anklageren fortalte om truslerne.

LÆS OGSÅ: Bombetrusler mod konsul i Aarhus: Gerningsmand er kendt af politiet - det er hans motiv ikke

Den 53-årige, som tidligere er dømt for vold, ringede ifølge anklageren klokken 12.23 til Østjyllands Politi og sagde, at der var en bombe på den spanske ambassade.

Et kvarter senere var det Jyllands-Posten i Viby, der fik et opkald om, at der var en bombe på den spanske ambassade.

Samtidig sagde han til en gartner ved konsulatet, at han havde en bombe i den grønne ammunitionskasse, han havde med sig. En kasse, der senere viste sig at indeholde papirer og en drømmefanger, da Ammunitionstjenestens Rullemarie fik den åbnet efter anholdelsen.

Den sigtede forklarede, at politiet gik meget hårdhændet til ham under anholdelsen, og at han blev bange, da der blev afgivet varselsskud, mens han var på vej væk.

Ifølge hans egen forklaring, der til tider blev råbt ud i retslokalet, var han ved sine fulde fem og ikke i en psykose, da han indtelefonerede bombetruslerne.

Ikke desto mindre blev han fængslet i surrogat, og det blev besluttet, at han skal mentalundersøges.

 

Publiceret: 31. Oktober 2017 12:10

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt