For Erik er gåturene et must. “Så længe jeg kan flytte benene, bliver jeg ved med at gå,” siger turleder Erik Vandet.
For Erik er gåturene et must. “Så længe jeg kan flytte benene, bliver jeg ved med at gå,” siger turleder Erik Vandet.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Højt humør i vandreklubben

Flere gange om ugen traver vandreforeningen, Aarhus Fodslaw, rask af sted. Avisen var med på en onsdagstur, som bød på både bakker og trapper, strand og latter og forsvundne kvinder

Tekst og foto af: Pia Nybo Gustavsen

Solen brager ned på p-pladsen foran Ceres Park. På hjørnet står en moden flok med træningstøjet på.

Det er her vandreklubben, Aarhus Fodslaw, mødes hver onsdag klokken 10.

I dag er de 23, som skal ud at gå.

“Vi plejer at være over 45, men mange er på ferie nu,” siger vandre-entusiast Lise Kristensen.

Gruppen bliver ført af Erik Vandet. Han kender Marselisborgskovene som sin egen bukselomme, og han vandrer efter devisen; jo flere bakker og trapper, jo bedre.

“Lad os komme derudad,“ lyder det fra ham.

Forsamlingen, med en gennemsnitsalder på omkring 65 år, hanker op i deres rygsække med vand og frugt til pausen, og sætter i gang.

Bakker og trapper

Erik er den eneste, som ved, hvor vi skal hen.

“Jeg prøver at gå nye steder hen, men nu har vi gået de her ture i ni år, så vi er vist ved at have gået området tyndt,” siger Erik.

“Jo, men du kan altså stadig overraske os - især med en masse bakker,” siger 65-årige Lise Kristensen.

Hun har været med i fem år og synes stadig, det er sjovt.

“Jeg er ikke så vild med at løbe. Det er min mand til gengæld, så kan han løbe lige så tosset, han vil. Jeg får min motion ved af at tage på vandretur to gange om ugen,” siger Lise, som dog har fået lokket manden til at tage med på gåturene til næste år.

Vi går forbi stadion og ind i Marselisborgskovene. Der lyder fuglefløjt fra oven, og skovens svalhed lægger sig om kroppen.

Vandreklubben går året rundt - også i sne og slud.

Lise kan godt lide at se skoven forandre sig i løbet af årstiderne.

“Om foråret kan man den ene uge se, hvordan anemonerne er lige ved at komme frem, og ugen efter står de i fuldt flor,” siger hun.

Lise er afhængig af at vandre - selv når hun er på ferie, skal hun have sine gåture.

“Det skal godt nok regne meget, før jeg bliver hjemme,” siger Lise.

Flere på holdet har en vandrebog med. Det har Lise også. Når man passerer målstregen, kan man få et stempel og antal kilometer påført i den.

Også for mænd

Flere af kvinderne har lilla t-shirts og lyserøde rygsække på, hvor der står “Ladywalk”. Det er en årlig, landsdækkende motionsdag kun for kvinder.

“Ja, vi prøver jo at komme med hvert år, men den går bare ikke,” lyder det fra Bent Schmidt.

Hos Aarhus Fodslaw er alle velkomne. Bent har været med i otte år.

“Det er min kone, som trækker mig med ud på gåturene,” siger han.

Men han lader nu ikke til at have det store imod det, som han går der og hyggesnakker med de andre.

“På onsdagsholdet er der tid og luft til at snakke,” siger Bent.

Inden Bent når at svare på, hvad han bedst kan lide ved turene, bliver der råbt, “pigerne”.

“Ja, også dem. Men det er jo skønt at komme ud i naturen og få noget motion - man skal jo passe på sig selv,” siger Bent

Vi passerer travbanen og fortsætter dybere ind i skoven.

“I otte år har vi gået i den samme skov, men vi får stadig nye oplevelser,” siger Bent Schmidt.
“I otte år har vi gået i den samme skov, men vi får stadig nye oplevelser,” siger Bent Schmidt.

Kendte ansigter

Indimellem kommer der nye medlemmer til, men de fleste på holdet er gengangere og har været det i flere år.

“Det er de gamle tosser, som jeg plejer at kalde dem,” siger Bent og griner.

Snakken går lystigt og Bents alder bliver diskuteret.

“Du er da ældre, end jeg er. Jeg er jo kun 75,” siger Lillan Berggreen.

“Jeg er 76,” siger Bent.

“Ja, se - du er jo meget ældre, end jeg er,” svarer Lillan.

Hun er ikke i tvivl om, hvad det bedste ved turene er.

“Det er de gode venner, man får. Vi er nogle stykker, som lige har været på Fur sammen, og nogle gange tager vi også til Fed Fredag i Friheden,” siger Lillan.

Vi går forbi kolonihavehusene bag Marselisborg Slot.

“Hvad er klokken? Jeg synes, jeg kan høre, at mit æble kalder på mig,” siger Lillan.

“Den er kun 10.48,” lyder svaret.

“Nå, ja vi skal jo gå til klokken er 11,” siger Lillan, og lader æblet vente.

“Vandreturene er mindfulness for mig. Hvis jeg har haft en træls dag, så hjælper det at komme ud at gå,” siger Lise.
“Vandreturene er mindfulness for mig. Hvis jeg har haft en træls dag, så hjælper det at komme ud at gå,” siger Lise.

De forsvundne fire

Undervejs på turene fortæller Erik historier om de ting, de støder på. Det kan være gravhøje, særlige træer eller bygninger. I dag fortæller Erik om et træ, som blev flækket under stormen Bodil i 2013. En stor flig knækkede af og borede sig ned i skovbunden. Fligen stikker stadig op af jorden i dag.

Fra udkanten af skoven kan man høre bølgerne slå mod stranden. Vi går gennem sandet og hen til kajakklubben. Her på stranden holder vi fem minutters pause, og vand og frugt bliver ivrigt hevet op ad rygsækkene.

Mens vi sidder på badebroen og gumler, er der én, som udbryder:

“Mangler vi ikke nogen?”

Folk kigger sig omkring, og da kendsgerningen begynder at dæmre bliver der stille et øjeblik.

Fire af kvinderne mangler.

Stilheden bliver hurtigt afløst af spredt småsnak om, hvor kvinderne blev tabt, hvor de mon er gået hen, og at kvinderne trods alt er garvede gængere, som nok skal klare sig.

Det er blevet tid til at gå tilbage - af en ny rute, selvfølgelig. Vi går forbi solslikkende strandgæster og badende børn og sætter kursen mod Dyrehaven. På vejen bliver mysteriet om de forsvundne fire løst. De finder os.

De tamme dådyr flokkes om os i Dyrehaven, og Lillan måtte lige hen og hilse på.
De tamme dådyr flokkes om os i Dyrehaven, og Lillan måtte lige hen og hilse på.

I mål

Gensynsglæden er stor og ikke uden kærlige drillerier om kvindernes afstikker.

“Hvor skulle I hen?” spørger Lillan, som har neonfarvede strømper på.

Svaret kommer promte.

“Ja, du er da ikke i fare for at blive væk - du kunne tænde forlygterne på din bil med de strømper der.”

Vi kommer til Oddervej og fortsætter mod Mindeparken. Kort efter når vi vores destination, som er samme sted, som vi begyndte. Kilometertælleren viser 7.1, og flokken takker af for i dag. De fire kvinder, som var på spontant eventyr, har madpakker med, og de sætter sig ned til søen for spise. Lise skynder sig hen til Erik - hun skal have sit stempel i vandrebogen.

“Vi ses om en uge,” lyder det fra Bent.

Publiceret: 28. Juli 2017 16:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt