Lene Pors kalder sin afdøde far for psykopat. Han er hængt ud som morderen i Højbjergmordet. Foto: Kirsten Adler
Lene Pors kalder sin afdøde far for psykopat. Han er hængt ud som morderen i Højbjergmordet. Foto: Kirsten Adler
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Højbjergmordet: Skød Lenes far Marie Lock-Hansen?

Lene Pors fra Hinnerup er debutforfatter til bogen ’I skyggen af Højbjerg’. Den omhandler blandt andet historien om hendes far, som i den seneste bog om Højbjergmordet, bliver udpeget som ham, der skød Marie Lock-Hansen

Bogsignering

Fredag 20. april kommer Lene Pors til Svend A. Larsen Bog & Idé på Sønder Allé 4 i Aarhus for at signere bogen 'I skyggen af Højbjerg'
Bogen er på 199 sider, illustreret og udkommer på Turbine Forlaget

Ubehagelig, psykopat og usympatisk. Det er blot nogle af de ord, som 66-årige Lene Pors fra Hinnerup sætter på sin far, som i den seneste bog om Højbjergmordet af Peer Kaae, er repræsentanten, der bliver udpeget som mulig morder af Marie Lock-Hansen 10. november 1967.

Avisen møder Lene i hendes lille rækkehus i Hinnerup, hvor hun på computeren viser forsiden frem til sin debutbog – en bog, der har fået titlen 'I skyggen af Højbjerg.' Den handler om hendes opvækst i Aarhus og de mange besøg i Højbjerg gennem livet, når hun skulle i sommerhus med sine forældre, som ikke var hendes biologiske forældre. De adopterede hende nemlig fra et børnehjem, men hun har altid betragtet dem som sine forældre, og derfor kalder vi dem også for far og mor her i artiklen. Når hun har valgt at kalde bogen for 'I skyggen af Højbjerg,' så handler det om, at hun altid har følt, at hun har stået i skyggen af det hele.

LÆS OGSÅ: Højbjergmordet: Marie Lock-Hansens nevø taler ud

Hendes bog begynder med et mareridt, hun havde tilbage i december 2006. Et mareridt, der omhandlede hendes psykopatiske og narcissistiske far – den samme mand som Peer Kaae udpeger som den mulige morder af Marie Lock-Hansen.

I datidens Aarhus var Jørgen Peter Andersen, som han hed, folketingspolitiker og valgt ind for Det Radikale Venstre. Han var også formand for partiet i Aarhus, og ved sin side havde han næstformanden i skikkelsen af Oscar Lock- Hansen. De to var bedste venner, men Jørgen valgte at have en affære med Oscars daværende kone Vera, med hvem han fik sønnen Steen, og så røg det venskab.

”Min far var ikke særlig kompetent til at være politiker. Han havde ikke format til det – han troede selv, at han gjorde det godt, men i virkeligheden var han snobbet og blærede sig. Han var yderst forfængelig, og han brugte glædeligt penge på sig selv, men vi andre fik ingenting.”

Historien om løgne og fortielser

Lene Pors har stort set hele sit liv vidst, at det var hendes far, der var far til Steen, og hun vidste også, at det var Vera, der var moren, men Steen har intet vidst om det overhovedet, før han fandt ud af det gennem Lene Pors og Peer Kaaes bog.

”Tænk sig, hvor meget noget så naturligt som at gå i seng med hinanden, har påvirket så mange menneskers liv i så mange år. Det spekulerer jeg tit på,” siger Lene Pors, som i dag er helt afklaret med, at hendes far måske er ham, der skød Marie Lock-Hansen, og at hun har været adoptivdatter af et ubehageligt menneske.

LÆS OGSÅ: Ny bog om mordet på Marie Lock-Hansen

Men om hendes far har skudt Marie Lock-Hansen, er Lene Pors meget i tvivl om.

”Min far kunne have haft et motiv til at slå Marie Lock-Hansen (fordi så ville Steen arve fra Oscar Lock-Hansen). Han var desuden med i modstandsbevægelsen og havde adgang til våben og vidste også, hvordan man brugte dem, men jeg kan godt være i tvivl om, om han har været koldblodig nok til at slå ihjel,” siger Lene Pors og fortsætter:

LÆS OGSÅ: Lenes far gjorde Oscar Lock-Hansens kone gravid

”Det her er en historie om løgne og fortielser. Jeg har leget meget med Steen som barn, og jeg vidste, at han var min fars søn, men Steen vidste det ikke selv – det var aldrig noget, vi talte om. Steen så aldrig Oscar Lock-Hansen, men han så min far og altså dermed også sin far, som han betragtede som en hyggeonkel, der kom og besøgte ham og Vera i hjemmet med chokolade og masser af hygge. I virkeligheden var min far dybt forelsket i Vera, men de fik aldrig hinanden.”

Sådan ser forsiden ud på Lene Pors’ nye bog.
Sådan ser forsiden ud på Lene Pors’ nye bog.

Billeder fra fortiden

Lene Pors kan ikke mindes, at hun i barndommen har haft fornemmelsen af, at hendes far skulle have skudt Marie Lock-Hansen. Han var dog ofte væk fra hjemmet, og dermed er det ikke sikkert, at hun har lagt mærke til, at han ikke var hjemme, da han ofte glimrede ved sit fravær.

”Han var jo repræsentant – han solgte gulve, så han kørte bare – tog bilen og kørte af sted uden at sige, hvor han tog hen. Det var jo meget normalt, at manden gjorde sådan dengang.”

Video med forfatter Jørgen Skovsted og Marie Lock-Hansens nevø på 50-årsdagen for Højbjergmordet:

/>At han sikkert har været en del forbi Vera og Steen vidner et fotoalbum i særdeleshed om.

”Jeg har et fotoalbum fra barndommen, og der manglede nogle billeder i. Det viser sig, at Steen har de billeder i sit fotoalbum – han har vist mig dem, da vi kom i kontakt igen i forbindelse med Peer Kaaes bog. Jeg ved, at de billeder har siddet i mit fotoalbum, men nu sad de altså i Steens. Det er min far, der har taget dem og foræret dem til Vera og Steen. Han har sikkert været meget mere sammen med dem, end min mor og jeg overhovedet har anet.”

Fars ubehageligheder

At Lenes far har været et dobbeltmenneske, har hun oplevet mange gange i sit liv.

”Han var rar og charmerende i Folketinget og sammen med Vera, og modsat sammen med min mor og mig. Men jeg blev klar over, at han var ubehagelig, allerede da jeg var omkring fire-fem år. Der er ingen tvivl om, at Vera og Steen har oplevet den rare side af ham. Hans dårlige opførsel eskalerede med årene. Min mor og han havde rent udsagt et opslidende og nedværdigende ægteskab, og det endte også med, at de blev skilt, og derefter så jeg ham faktisk ikke særlig meget frem til hans død i 1976.”

Særligt én episode står meget tydelig for Lene, hvor hun oplevede, hvor usympatisk et menneske hendes far kunne være.

”Vi var ved vandet – ved vores sommerhus i Mariendal Havbakker – og jeg skulle lære at svømme. Jeg lå på gulvet inde i stuen og lavede tørsvømning,” fortæller Lene Pors, mens hun imiterer brystsvømningstag.

LÆS OGSÅ: Ny bog med ny teori om mordet på Marie Lock-Hansen

”Og så skulle vi ned til stranden. Min far holdt mig under maven, og tanken var så, at jeg skulle kunne finde ud af at svømme selv på et tidspunkt. Det gik bare ikke så hurtigt, som han synes, det skulle gå. På et tidspunkt gik vi hen til badebroen, opad trappen og pludselig vendte min far sig om, tog fat om livet på mig, kastede mig ud fra broen og sagde: 'Så svøm da for satan.' Han vendte sig om og gik og kiggede ikke tilbage på mig. Der var en badegæst, der så mig - om min far havde opdaget, at han var der, ved jeg ikke. Men manden fik hevet mig op på badebroen og hjalp mig med at finde mit håndklæde og badesandaler.”

Der blev ikke talt om episoden overhovedet sammen med moren. Det blev fortiet ligesom de mange gange, hvor faren baskede Lene.

Hele denne lange historie om børn, der har været offer i et spil om fortielser og løgne, og børn der har stået i skyggen af hemmeligheder og en psykopatisk mand, har været angstprovokerende og grænseoverskridende for Lene at være i kontakt med igen. Hele bogen har dog været en stor, positiv rejse for hende, og det har også kastet hende ud i, at hun fandt frem til sin biologiske familie. Men det er en helt anden historie.

Lenes far er blot én af dem, der har været mistænkt som morderen, men ingen ved, hvem der gjorde det, andet end gerningsmanden selv, som formentlig er død og begravet.

”Jeg tror faktisk aldrig, at det her mord bliver opklaret.”

Publiceret: 12. April 2018 19:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt