Kommunalvalg 2017
Arkivfoto.
Arkivfoto.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Han fik færrest stemmer af alle i Aarhus

Borgmester Jacob Bundsgaard blev valgets helt store stemmesluger med 39.841 personlige stemmer. I den modsatte grøft finder med SF'eren Christian Andersen, der blot fik fire stemmer

De seneste par dage er der blevet skrevet rigtig meget om de store stemmeslugere ved det netop afsluttet kommunalvalg i Aarhus. Borgmester Jacob Bundsgaard (S) blev den helt store stemmedarling med imponerende 39.841 personlige stemmer, hvilket er en ny personlig rekord og gør ham til landets mest populære kommunalpolitiker. Men der er også de politikere, som nærmest ingen stemmer har fået. Dem hører man ikke så meget om, men Lokalavisen Aarhus har snakket med den politiker i Aarhus, som fik allerfærrest stemmer. 

Christian Andersen fra SF fik nemlig blot fire stemmer, hvilket placerer ham helt nederst på listen over personlige stemmer. 

"Fik jeg færrest personlige stemmer? Det var jeg faktisk ikke klar over," fortæller han som det første, da Lokalavisen Aarhus får telefonisk kontakt til ham. 

"Jeg var godt klar over, at jeg fik fire stemmer, men jeg troede, at der var nogen, som fik nul," fortsætter SF'eren.

Har ikke ført valgkamp

Der er dog en ret god forklaring til, at den stemmefattige politiker fik mindre end en håndfuld stemmer. Christian Andersen har nemlig hverken haft valgplakater oppe at hænge eller delt foldere og morgenbrød ud i Aarhus' gader og stræder. Han har faktisk slet ikke ført en personlig valgkamp og har aldrig haft en drøm om at komme i byrådet.

"Nej, overhovedet ikke. Jeg har det bedst ved at være i baggrunden. Jeg er medlem af fællesbestyrelsen i SF Aarhus og var kun opstillet for at fylde listen ud for SF. Jeg føler, at vi allesammen skal bidrage," fortæller Christian Andersen, som er 41 år og har været medlem af SF siden 2009. 

Derfor overrasker det da også SF-politikeren, at nogen har valgt sætte et kryds ud for hans navn. 

"Det er da lidt sjovt. Men jeg ved ikke, om jeg skal være ked af, at så få har stemt på mig, eller stolt over, at der er nogen, der har stemt. Jeg er nok bare mest overrasket," lyder det med et grin til følge fra Christian Andersen, som endda afslører, at han ikke stemte på sig selv.

Glæder sig over SF's valg

Christian Andersen har dog været særdeles aktiv i valgkampen, hvor han var valgkampskoordiantor for SF-kandidaten Fadi Kassem, der dog ligesom Christian Andersen heller ikke kom i byrådet. 

"Jeg har hjulpet ham med hans Facebook, skrevet idéer til ham, briefet ham før debatter og sådan noget," fortsætter Christian Andersen, der på trods af et trist valg for både ham og Fadi Kassem, som på trods af mange personlige stemmer ikke fik en plads i byrådet, glæder sig over SF's fremgang i Aarhus. 

"Jeg er glad for, at SF gik fremad. Det kunne have været bedre, men det var rigtig godt."

Publiceret: 24. November 2017 16:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus