Lasse Bang, Malthe Reipurth, Andreas Rasmussen og Irvin Beckovic leverede tirsdag gaver for næsten 7.000 kroner til Trygfondens Familiehus og daglig leder Vinni Stenholt.
Foto: Danni Paulsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Godhjertede gutter leverede gaver til syge børn: "Det er vildt sejt"

Det vakte stor glæde, da Galten-drenge tirsdag afleverede gaver til Familiehuset i Skejby

Trygfondens Familiehus i Skejby kører med et stramt budget og er dybt afhængig af sponsorater og fondsmidler, så langtidsindlagte børn og deres familier kan få et roligt og hjemligt sted at være.

Derfor faldt det også på et tørt sted, da 15-årige Lasse Bang, Malthe Reipurth, Andreas Rasmussen og 17-årige Irvin Beckovic tirsdag eftermiddag troppede op med store poser propfyldt med julegaver til de syge børn.

De unge fyre tog den lange tur fra hjembyen Galten med bus for at levere omkring 70 gaver for præcis 6.848,50 kroner.

LÆS OGSÅ: Ho-ho-ho: Galten-drenge køber julegaver til syge børn

Penge, de har samlet ind ved at arrangere et lotteri i hjembyen, sælge ting på auktion og spørge efter en skilling i ti stive timer ved den lokale brugs i lørdags.

"Jeg er vildt imponeret over de unge mennesker. Jeg har haft en SFO på besøg, som har lavet en indsamling, men det her er fire unge mennesker, der bare selv har gjort det. Det er dybt imponerende. Vi er nogen gange efter egoistiske teenagere, men de her gutter er bare vildt seje og har tænkt på andre," siger daglig leder af Trygfondens Familiehus, Vinni Stenholt, som sammen med sine to kollegaer og mange frivillige er afhængig af hjælp.

"Det er fantastisk at få en donation til at berige børnene med juleaften. Det er fra børn til børn, og det kan bare ikke blive bedre. Det betyder alting, fordi vi skal hente midler udefra. Det her er ligesom at få julemanden på besøg, så vi kan gøre noget ekstra godt for familierne, og det er dejligt."

Det var 17-årige Irvin Beckovic, der tog initiativ til indsamlingen, fordi han kender en familie, der har benyttet huset efter at have født en lille dreng med leukæmi.

LÆS OGSÅ: Føtex-butik i Aarhus deler overskudsvarer ud juleaftensdag

Tirsdag var dog første gang, han faktisk så, hvad det var, han og vennerne havde doneret penge til. Og efter en rundvisning var der ingen tvivl om, at det var værd at hjælpe.

"Det er et virkelig fedt sted. Jeg har hørt meget godt om stedet, men det er fedt at komme herud og se, hvad det egentlig er. Det er et sted, jeg er virkelig glad for, at vi har kunnet støtte," siger Irvin, som havde fået en lille ønskeseddel fra Vinni Stenholt, før han, Lasse, Malthe og Andreas tog på julegaveindkøb.

"Vi har en lidt overset gruppe i huset i teenagerne. Der er tit meget fokus på de mindre børn, som får bamser, Lego og lignende. Og så står vi med teenagerne, der ikke rigtig er noget til. Derfor ønskede jeg mig Playstation-spil og film, som kunne ramme den målgruppe bedre. Det er superdejligt at have noget til dem," siger den daglige leder.

I år regner Vinni Stenholt med, at i hvert fald ti familier må holde jul i huset.

Publiceret: 19. December 2017 20:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt