Frem til 14. januar er helhedsplanen i høring i byen, forklarer Anders Kjær. Arkivfoto
Frem til 14. januar er helhedsplanen i høring i byen, forklarer Anders Kjær. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Fremtid: Nu er planen for Mårslet på plads

Efter adskillige borgermøder er helhedsplanen for Mårslet nu i høring. Mange har givet sit besyv med i planen

De grønne kiler og kulturlandskabet skal bevares for al fremtid, og byen skal bevare sit landsbypræg. Det er to af de ting, som har fyldt allermest hos Mårslet-borgerne under den helhedsplans-proces, som byen har været igennem de seneste cirka ni måneder.

Det fortæller byens fællesrådsformand, Anders Kjær, som forklarer, at tre borgermøder og et møde med kommunen nu er resulteret i en lokalsamfundsbeskrivelse med 8320's kvaliteter og så syv principper for, hvordan byen skal udvikle sig.

“Nu er materialet så i høring hos hele byen frem til 14. januar, hvorefter vi samler de supplerende inputs og skriver uddybende kapitler til helhedsplanen. Senest 1. marts sender vi det til kommunen, og efterfølgende følger vi, hvordan man bruger materialet, når kommuneplanen færdiggøres,” forklarer Anders Kjær.

Helhedsplanen er netop kommet til verden for at understøtte samarbejdet mellem Aarhus Kommune og lokalområdet i forhold til visionerne for fremtidens Mårslet.

Helhedsplanens lokalsamfundsbeskrivelse indarbejdes i kommunens planmateriale i forbindelse med kommuneplanen, og de syv principper indgår i fremtidige beslutninger om konkrete projekter.

En positiv tilgang

Fra begyndelsen var det klart for Mårslet Fællesråd, at hele byen skulle involveres. Og processen er gået rigtig godt:

“Vi har virkelig fået byen i tale, og folk har givet udtryk for, at det her var en god måde at lave proces på. 200 idéer er kommet frem i lyset. Disse er så blevet destilleret ned til de syv principper. Det har fint kunnet lade sig gøre at lægge tingene til hinanden og skabe en helhed,” siger Anders Kjær.

At borgermøderne er blevet en succes skyldes, ifølge fællesrådsformanden, at møderne har haft en positiv tilgang: Hvad er godt ved 8320? Og at man ikke har fortabt sig i konkrete udstykningsområder.

“Vi er bevidst ikke gået ind i diskussionen om konkrete by-udviklings-områder - det er kommunens opgave. Vi har kun lavet principper, som kommune så kan støtte sig til,” siger formanden og fortsætter:

“Potentielt kan sådan nogle møder jo gå begge veje, men vi har fokuseret på temaer, som forener snarere end splitter.”

De mange gode inputs, som er kommet frem under helhedsplans-arbejdet, går ikke i glemmebogen, når materialet overdrages til kommunen. Masser af aktuelle emner, såsom infrastruktur, arbejder man videre med lokalt.

De syv principper

1. Det skal sikres, at de grønne kiler og kulturlandskabet bevares for al fremtid.

2. Åbeskyttelseslinjen på 150 meter skal overholdes langs hele Giber å.

3. Det skal sikres at skovbyggelinjer overholdes for al ny bebyggelse.

4. Beskyttelse af drikkevand skal sikres.

5. Det skal sikres at byens møde med det åbne land/marker bevares. Dette omfatter en varig adskillelse af Mårslet og Tranbjerg samt bevarelse af de fritliggende landsbybebyggelser i 8320.

6. Det skal sikres, at vandløb i form af åer og bække bevares.

7. Det skal sikres, at historiske diger bevares.

Publiceret: 11. Januar 2017 16:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt