Der bliver gået til den hos IF Lyseng til træning. På søndag skal klubbens bedste herrehold for første gang spille en divisionskamp, når Jammerbugt FC kommer på besøg hos Aarhus-klubben.
Der bliver gået til den hos IF Lyseng til træning. På søndag skal klubbens bedste herrehold for første gang spille en divisionskamp, når Jammerbugt FC kommer på besøg hos Aarhus-klubben.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Fra serie-bold til 2. division: Nu bliver der holdt igen med øllene

I morgen træder IF Lysengs bedste herrehold for første gang ind i divisionsrækkerne

Tekst og foto: Jonas Wrede Hansen

“Jeg får ikke noget for at spille her, og jeg betaler stadigvæk også kontingent,” lyder det grinende fra Tobias Nordstrøm Emdal.

Siden 2010 har han weekend efter weekend trukket den orangefarvede IF Lyseng-trøje over hovedet. På søndag gør han det igen. Dennegang er det bare lidt mere specielt. For her spiller IF Lyseng for første gang en divisionskamp i den tredje bedste herrerække i Danmark, 2. Division.

“Det bliver jo ret spændende at prøve det. Jeg glæder mig,” fortsætter den 27-årige IF Lyseng-spiller, som også er holdets anfører.

At Tobias Nordstrøm Emdal ikke får betaling for at spille hos IF Lyseng og endda også skal betale kontingent, er ikke så underligt, selvom holdet nu skal spille 2. Division. For sådan er det for alle de andre spillere på IF Lysengs bedste herrehold.

“Det er ikke noget, vi tænker over. Eller jeg gør i hvert fald ikke. Det er stadigvæk bare en hobby,” lyder det ærligt fra Tobias Nordstrøm Emdal.

Fortsætter samme setup

Der er heller ikke nogen spillere, der skal forvente at få penge for at være en del af 2. Divisionsholdet. Det slår IF Lysengs bestyrelsesformand fast.

”Der er ikke nogen professionelle i klubben, og det er bestemt heller ikke planen, at der skal være det. Vi vil gerne fortsætte med at have den lokale forankring på holdet. Man skal spille rundt som drengespiller og vide, at man sagtens kan komme helt op på det bedste hold,” lyder det fra Jan Radzewicz, bestyrelsesformand i IF Lyseng, som ikke lægger skjul på, at han glæder sig rigtig meget over herreholdets succes.

”Det er kæmpestort, og det betyder rigtig meget for klubben. Truppen havde en rigtig god sæson, og det er kulminationen på det hårde arbejde,” fortæller han.

Anfører Tobias Nordstrøm Emdal (tv.) og cheftræner Mick Andresen er klar til at styre holdet, når IF Lyseng på søndag spiller første kamp i 2. Division.
Anfører Tobias Nordstrøm Emdal (tv.) og cheftræner Mick Andresen er klar til at styre holdet, når IF Lyseng på søndag spiller første kamp i 2. Division.

Målet er at overleve

En anden, der naturligvis også glæder sig over at skulle spille 2. Division, er holdets træner Mick Andresen. Da han kom til klubben for seks år siden, lå holdet i Jyllandsserien.

”Det har været et mål, at vi skulle rykke op i 2. Division. Vi har arbejdet rigtig hårdt for det,” lyder det fra Mick Andresen, som godt ved, at der nu venter en stor udfordring.

”Målet er, at vi skal overleve. Det bliver nogle rigtig svære kampe, hvor vi skal møde nogle gode hold,” fortsætter cheftræneren.

I den 2. Division-pulje, hvor IF Lyseng er havnet, er der større klubber, hvor flere af dem spiller på semi-professionelle kontrakter.

”Lige nu er der bestemt ikke nogen målsætning om at rykke op i 1. Division,” tilføjer bestyrelsesformand Jan Radzewicz, der samtidig også nævner, at der i 1. division er nogle helt andre krav til stadion, bane og kontraktspillere.

Mindre øl - Mere træning

For Tobias Nordstrøm Emdal er det lidt af en drøm at komme til at spille i divisionsrækkerne. Da han var yngre havde han en klar målsætning om at komme til at spille Superliga. I Vejle Boldklub nåede han at spille 1. Division for klubbens ynglinge-hold. Derfor kan han også godt mærke, at han er blevet mere seriøs omkring opstartfasen til sæsonen.

”Vi var af sted på Grøn. Det er vi hvert år. Men i år kunne man godt mærke, at man lige holdt igen med øllene,” griner han og fortsætter.

”Vi ved godt, at der kræves mere af én i 2. Division end i Danmarksserien.”

Sammen med cheftræner Mick Andresen håber han, at lokalbefolkningen vil støtte mere op omkring klubben i denne sæson, så der kommer flere på stadion til kampene i 2. Division.

”Der var flere tilskuere til de afgørende kamp i sidste sæson. Men vi ville da meget gerne have flere herud,” fortæller anføreren.

Det er søndag klokken 13, at IF Lyseng hjemme tager imod Jammerbugt FC i 2. Division.

Publiceret: 05. August 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112