Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Forsvundne Holger med garanti set i København: Politiet opfordrer vidner til at melde ind

Flere henvendelser indikerede, at Holger var tilbage i Østjylland. Det var dog ikke tilfældet

17-årige Holger fra Aarhus har snart været forsvundet i tre måneder, siden han gik fra en adresse i Aarhus den 26. oktober og efter alt at dømme dragede til København.

Østjyllands Politi har endnu ikke haft held med at lokalisere den unge mand, så nu opfordrer man atter engang borgere, der måtte vide noget, til at tage kontakt.

I en pressemeddelelse skriver Østjyllands Politi, at Holger med sikkerhed er set i København, men at mange af de seneste henvendelser ikke har båret frugt.

LÆS OGSÅ: Politiet frygter det værste: Hvor er Holger?

Et vidne har fortalt politiet, at vedkommende var i kontakt med Holger i weekenden umiddelbart efter hans forsvinden. Her havde Holger givet udtryk for, at han kunne finde på at tage mod Sverige.

Østjyllands Politi har siden den første efterlysning modtaget en række henvendelser om, at Holger skulle være set flere steder i København. Politiet har efterfølgende kunnet bekræfte, at han har været på to adresser.

Kort før jul bragte politiet efterlysningen via Station 2 på TV2. Det gav flere nye henvendelser fra personer, som mener at have set Holger i den periode, han har været væk.

LÆS OGSÅ: Politiet: Holger er muligvis i Sverige nu

Blandt andet omkring nogle shelters ved Egå Engsø i Aarhus, men her har politiet kunnet konstatere, at der ikke var tale om Holger. Det samme gør sig gældende for de øvrige henvendelser, hvor det desværre har vist sig, at der ikke var tale om Holger. Det har man blandt andet kunnet verificere via videoovervågning.

Da den 17-årige ikke har medbragt telefon eller andet elektronik og ikke har benyttet et hævekort, har det ikke været muligt for politiet at spore, hvor han befinder sig. Derfor beder Østjyllands Politi offentligheden om hjælp.

Holger beskrives som værende:

  • Dansk
  • 178 cm.
  • Almindelig til muskuløs af bygning
  • Lyst, kort hår
  • Sidst set iført lysebrune fløjlsbukser og lysebrun skotskternet jakke/frakke medbringende en sovepose

Østjyllands Politi opfordrer borgere til at ringe 114, hvis de ser 17-årige Holger. Politiet opfordrer også til, at borgere gør opmærksom på det, hvis nogen har overnattet i deres fritidshus uden aftale. 

dp

Publiceret: 10. Januar 2018 14:39

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus