Direktør Rikke Øxner står i år i spidsen for sin anden udgave af Aarhus Festuge. Hun tiltrådte stillingen som Festuge-direktør i oktober 2015 efter 20 år hos Roskilde Festival, blandt andet som en del af ledelsen og kunstnerisk direktør.
Direktør Rikke Øxner står i år i spidsen for sin anden udgave af Aarhus Festuge. Hun tiltrådte stillingen som Festuge-direktør i oktober 2015 efter 20 år hos Roskilde Festival, blandt andet som en del af ledelsen og kunstnerisk direktør.
Foto: Kissen Møller Hansen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Festuge-direktør: Det er ikke, fordi Robbie Williams ikke er kultur...

Ambitionen er, at Aarhus Festuge skal vokse sig større, men ikke for enhver pris, fastslår direktør Rikke Øxner

Når den 53. udgave af Aarhus Festuge løber af stablen på fredag, og der ti dage senere takkes for endnu en veloverstået byfest, så går Festugen som institution ind i en ny epoke.

Af fondens årsrapport for 2016 fremgår det, at en ny strategi for årene 2018-2022 skal implementeres. En strategi, som direktør Rikke Øxner, der overtog posten i 2015, står i spidsen for.

“Hvert år laver man en plan, som man følger frem til selve Festugen, men der har manglet en strategi, der peger lidt længere ud i fremtiden. Så vi har nogle mål, vi holder os selv op på og nogle visioner for, hvad vi gerne vil skabe med Festugen,” forklarer hun.

Mere end fadøl på Pustervig

Ifølge direktøren har man fokus på fire strategiske spor: At skabe medejerskab, at tænke byen anderledes, at kapitalisere på de netværk, der er skabt under kulturhovedstadsåret, og kontinuerlig fornyelse.

“Vi vil rigtig gerne have, at flere føler, at det er deres Festuge. At det er noget, de ser sig selv i. En del af det er at skabe et medejerskab. Det kan man eksempelvis gøre ved at lade et lille galleris udstilling være en del af Festuge-paraplyen, men det handler også meget om at gå sammen med lokale aktører om at skabe noget sammen. Jo mere vi skaber sammen, jo stærkere tror jeg, Festugen kommer til at stå,” siger Rikke Øxner og tilføjer:

“Det hele handler om at gøre Festugen til én stor, kulturel byfest, hvor der er masser af andre muligheder end at være fin og gå i teatret eller stå og drikke fadøl på Pustervig Torv. Selvom jeg sætter stor pris på begge dele.”

Et eksempel på noget markant anderledes end en forestilling i teatret er i år streetartfestivalen i Byparken, hvor et væld af verdens mest anerkendte streetartkunstnere maler på meterhøje vægge.

“Det er et rigtig godt eksempel på, hvad vi gerne vil. Vi er i forvejen meget interesserede i, hvordan vi kan lege og vende byrummet lidt på hovedet, så man i ti dage kan opleve sin by på en helt anden måde. Der er streetart interessant, også for at komme væk fra en snak om, at det kun er graffiti og hærværk. Den opgave ville vi aldrig kunne løfte selv, og derfor er det essentielt at samarbejde med de lokale aktører, i dette tilfælde Galleri Grisk, som har kunnet trække kunstnere fra hele verden til,” forklarer Rikke Øxner.

Skubber til byudviklingen

Festugen har historisk set haft held med at skubbe til udviklingen i byen med markante byrumsændringer. Såsom Store Skov på Store Torv i 2010, der i tiden efter skabte et folkekrav om bevarelse, og som var inspiration til, at Bispetorv nu er blevet mere grønt.

I år er det Vesterbro Torv, der bliver vendt på hovedet og gjort til en grøn oase med et stort vandfald.

“Ikke et ondt ord om Vesterbro Torv, men det er et sted i byen, hvor folk pisker forbi og ikke gør ophold. Torvet er ikke særligt inspirerende, men det tror vi, det kan blive i de ti dage,” siger Rikke Øxner.

 

Vil have store kunstnere

Af årsrapporten fremgår det også, at økonomien er sund, men dog ikke til, at man kan tiltrække toneangivende, internationale kunstnere, som kan løfte Festugens brand.

Er det Bruce Springsteen- eller Robbie Williams-agtige kunstnere, I tænker på hér?

“Ha ha, det korte svar er nej. Vi er en kulturfestival, og det er ikke fordi, Robbie Williams ikke er kultur, men hvis man 'bare' laver en koncert med ham, så er vi ude i noget, som arrangører i byen i forvejen kan lave. Det er ikke det, vi skal. Vi skal lave noget særligt og få noget til at ske, som ikke ellers sker. Når det passer ind, kan der sagtens komme en stor koncert, men vores hovedopgave er ikke at lave ting, som andre i byen kan lave.”

Var L.O.C.-koncerten i Byparken sidste år ikke det?

“L.O.C.-koncerten og Tina Dickow tidligere var en gave til byen og noget særligt med nogen, der har en Aarhus-historie. L.O.C. holdt ikke andre koncerter den sommer, og man vil aldrig kunne komme til hans koncert for 100 kroner, som det var tilfældet, men det var en særlig event og en investering, som gav mening,” forklarer Rikke Øxner og understreger, at Festugen hele tiden skal udvikle sig og blive ved med at overraske.

Ikke større for enhver pris

To japanske forestillinger i 2016 - den ene skød Festugen i gang - er et eksempel på den slags kunst, man gerne vil have mere af.

“Sådan nogle er voldsomt bekostelige, men vi formåede at samarbejde med en festival i Hamborg om at få dem til Europa, og det er sådan noget, der skal til med den nuværende økonomi. Det er ikke et råb om hjælp eller et udtryk for, at det ikke går godt. Slet ikke. Men vi skal gøre opmærksom på, at ambition og økonomi hænger sammen. Jeg siger ikke, at penge er ensbetydende med en bedre Festuge. Det har også noget med faglighed, dygtighed og engagement at gøre, men det er klart, at nogen ambitioner kan ikke indfris, hvis ikke der fortsat kommer en vis mængde penge fra sponsorer, kommune, stat med flere. Det er altid en udfordring.”

Er det overhovedet vigtigt at blive større?

“Vi vil gerne være større, men det skal være sammen med byen og gæsterne. Nogen begivenheder kan vokse sig så store, at de bliver en belastning for byen eller mister folkeligheden. Det skal vi passe meget på ikke sker. Det er fint at blive større, hvis kvaliteten følger med. Men hellere tage den skjorte på, man kan fylde ud, og lave et rigtig godt produkt. Og vi er meget glade for Festugen, som den er nu, men det er jo altid interessant at få en større muskel at kunne trække spektakulære artister til med. Men vi skal ikke være større for enhver pris.”

Publiceret: 23. August 2017 16:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere