Anders Antonsen er den mest kendte af de to Antonsen-brødre. Storebror Kasper gør sig i herredouble, hvor han fredag aften skal spille DM-semifinale.
Anders Antonsen er den mest kendte af de to Antonsen-brødre. Storebror Kasper gør sig i herredouble, hvor han fredag aften skal spille DM-semifinale.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Far Antonsen laver pølsemix, mens sønnerne spiller DM-semifinaler

Tonny Antonsen, far til Anders Antonsen og Kasper Antonsen, er stolt over sine to sønner, der begge er blandt Danmarks bedste badmintonspillere

Af Martin Jørgensen

Når Anders Antonsen og Kasper Antonsen i aften går på banen til DM i badminton i Ceres Arena, har farmand Tonny Antonsen samtidig travlt i den nærliggende Aarhus Badmintonhal, hvor han arbejder som halinspektører og cafeteriaforpagter.

Weekenden i Aarhus Badmintonhal er travl med ungdomsturnering og pølsemix, så selvom der ikke er mere end fem minutter til arenaen, hvor sønnerne optræder, er det ikke sikkert, farmand får tid til at se sine sønner på 20 og 23 år i aktion.

LÆS OGSÅ: Anders Antonsen: "Jeg kan slå alle i verden"

Stoltheden over de to sønners præstationer er dog ikke til at tage fejl af, men det er ikke noget nyt. Sådan har det altid været.

“Det er ikke anderledes end i ungdomsdagene. De fleste forældre vil gerne have, at det går deres børn godt, og det vil jeg selvfølgelig også. Om det så er b-rækken i U11 eller højt niveau på seniorplan er underordnet. Det er bare rart, når det går dem godt, men det er det samme på alle niveauer,” siger Tonny Antonsen og tilføjer, at storebror Kasper har det fint med, at det ofte er Anders, der løber med opmærksomheden.

“Han er helt forrygende til at tackle det og støtte op. Der har aldrig været noget som helst. Eller der har godt nok været et par drabelige dueller, da Kasper spillede i singlerækken for år tilbage. Der blev familiefreden afbrudt af tredje verdenskrig, når de skulle møde hinanden,” siger en grinende Tonny Antonsen og slår i samme ombæring fast:

“Man bliver naturligvis stolt over at se dem begge to nå så langt. Det er klart - man kan ikke andet.”

Stjal nøglerne til hallen

Begge drenges dedikation til badminton har været til stede siden barndomstiden på Kastanievej i Viby, hvor især lillebror Anders brugte meget tid sammen med en anden nuværende badmintonprofil, Rasmus Gemke, der torsdag aften røg ud i kvartfinalen.

“Når jeg stod op om morgenen, var mine nøgler til hallen ofte væk. Også selvom klokken kun var seks, og de skulle i skole klokken otte. Så kunne jeg gå over og finde dem i hallen, hvor de spillede bedst af 11 sæt,” husker Tonny Antonsen tilbage. Han mener, at det meget vel er det, der har været med til at forme dem som spillere.

“Det har helt sikkert drevet dem begge til, at de er nået dertil, hvor de er den dag i dag. Jeg tror, at mange unge spillere er trænerfikserede og venter på at blive sat i gang. Der har drengene selvtrænet en del,” siger Tonny Antonsen, der håber på at kunne følge sønnerne fra tilskuerpladserne, når der skal kæmpes om finalepladser.

 

Publiceret: 09. Februar 2018 17:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus