Peder Stougård, der har samlet plakater siden 1969, giver nu slip på sit museum og sin omfattende samling.
Peder Stougård, der har samlet plakater siden 1969, giver nu slip på sit museum og sin omfattende samling.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Et livsværk på plakaten

Peder Stougård, der er opvokset på børnehjem, har gennem 43 år indsamlet over 400.000 plakater og sikret sig, at Aarhus fik landets første plakatmuseum. Nu giver den 65-årige billedkunstner slip

Farvel Stue, køkken og soveværelse var plastret til med plakater. Den polske ambassadør, borgmesteren, byens rådmænd og pressen ankom til Knudrisgade 46 midt i Aarhus. Pindemadder stod på sofabordet, whisky og vodka var hældt op i glassene.

Peder Stougård lavede i 1969 sin allerførste plakatudstilling. Hans lille Galleri Øst var ikke stort nok, så den unge, langhårede studerende på Århus Kunstakademi havde inddraget sin lejlighed til de mange plakater.

Den alternative, men succesfulde udstilling blev startskuddet til en livslang indsamling af plakater og en kamp for et museum at udstille på.

"Det var i høj grad tilfældigt, at det blev plakaterne, jeg kastede mig over. Jeg havde brug for at tjene penge, og polske plakater var "in" dengang. Men hurtigt faldt jeg for plakatkunsten. Plakaten er budbringeren i gadebilledet, og kunstneren skal finde ind til essensen af filmen, teaterstykket eller begivenheden ved hjælpe af få elementer som farve, komposition og teksttype. Det virker stærkt, når det lykkes," fortæller Peder Stougård fra Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, hvor han sidder omgivet af flere hundrede plakater på museets hidtil største udstilling "Aarhus International Poster Show".

Den 700 plakater store udstilling bliver samtidig lederens sidste - fra september overtager en ny leder museet.

Nær endt i Skjern

Det var ellers lige ved, at plakatmuseet aldrig var blevet til noget i Aarhus. Fra begyndelsen af 1980’erne og frem til 1992 kæmpede Peder Stougård for at overbevise kommunen om, at byen skulle finde plads til at udstille hans stadigt voksende samling, der dengang nærmede sig 90.000 plakater.

Sammen med blandt andre den tidligere rektor på arkitektskolen Niels Ole Lund, plakatkunster Peter Bysted, jurist Søren Kjems og kunsthistoriker Inge Lise Kolstrup dannede Peder Stougård i 1981 den selvejende institution Dansk Plakatmuseum.

Men et hjem til plakaterne kunne han ikke finde.

Først efter et tre-fire minutter langt tv-indslag en sommeraften i 1992, ringede telefonen.

"En erhvervsmand fra Skjern tilbød mig 1 mio.kr., en bygning til museet og et hus, hvor jeg og konen kunne bo. Det var helt vildt. Og derefter kom 15 andre bud. Både fra Købehavn, Herning og Aalborg. Men jeg ville jo allerhelst, at museet blev i Aarhus, hvor det hele var begyndt."

Derfor lod Peder Stougård det stå klart i de lokale medier, at han var parat til at flytte samlingen til en anden by.

Og så ringede daværende kulturrådmand Lone Hindø.

"Hun sagde: ”Den samling bliver i Aarhus.” Og så gik det ellers stærkt. Århus Kunstbygning fik 2,7 mio.kr. til en ny tilbygning, hvor plakatmuseet kom til at ligge. Det var fremragende."

I 13 år var Dansk Plakatmuseum en del af Kunstbygningen i J.M. Mørks Gade, før museet i 2009 rykkede ind i Den Gamle By.

"Det første, jeg tænkte, var: "Nej, hvad har vi at lave i den Gamle By?" Indtil jeg hørte om den nye bydel. Plakatmuseet passer perfekt ind i perioden 1927-74, hvor industrialiseringen for alvor rammer Europa. Det var stort og godt set."

Fra lille trækasse til arkiv

Samleren, der i dag råder over 400.000 plakater, begyndte ellers sit liv med meget få ejendele. Fra han var tre til han var 14 år voksede han op på Peter Sabroe Børnehjemmet i Skive, hvor han kun ejede en lille trækasse med et par bøger, kridt, tegninger og nogle breve i. Hans far har han aldrig kendt, moderen var fraværende.

Kunstneren giver sin plejemor, Laura Øthner, æren for, at han ikke har været gennem hele fængselssystemet og indlæggelse på psykiatriske afdelinger.

Som 14-årig gik han ud af skolen og boede en overgang sammen med sin mor, da han var i lære som kok. Men det var først, da han begyndte på Århus Kunstakademi i 1969, at han fandt sin rette vej.

"Først som 21-årig begyndte jeg at tage styringen over mit liv. Indtil da havde jeg ikke turdet bide fra mig. Jeg havde altid tegnet og fortalt historier. Og jeg kunne bare mærke, at der var nogle ting, jeg skulle have ud for at overleve. Kunsten blev min levevej," siger billedkunstneren, der sideløbende med sin kamp for plakaterne blandt andet har udstillet sine malerier i Paris, Malmø og Monaco og udsmykket skoler.

Følger med til sin dødsdag

Nu giver 65-årige Peder Stougård slip på sin livslange samling. Elsebeth Aasted Schanz bliver ny leder, og stifteren må se til fra sidelinjen.

"Jeg vil følge museet til min dødsdag. Men som leder synes jeg, at der er sat et flot punktum," siger kunstneren, mens han går rundt i museets 17 mio.kr. dyre arkitekttegnede bygning.

"Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle ende sådan et sted. Det har været sjovt, spændende og en enorm udfordring at få den har samling til at vokse fra ingenting," siger den snart forhenværende leder, der nu får tid til at koncentrere sig mere om sine egne malerier.

Fakta

Stifteren stopper

Med udgangen af august stopper Peder Stougård som leder af Dansk Plakatmuseum efter 31 år.

Ny leder bliver Elsebeth Aasted Schanz.

Dansk Plakatmuseum - det første og eneste i landet - flyttede i 2009 ind i den nye bydel i Den Gamle By efter flere år i Kunstbygningen.

Peder Stougård giver ansvaret for Dansk Plakatmuseum, som han stiftede i 1981, videre til den nye leder, Elsebeth Aasted Schanz.
Peder Stougård giver ansvaret for Dansk Plakatmuseum, som han stiftede i 1981, videre til den nye leder, Elsebeth Aasted Schanz.
Publiceret: 10. September 2012 12:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!