For en gangs skyld overlades ordet til Jesus' papfar Josef, der genfortæller historien om sin berømte søn
Af Jakob Kowalski
Anmeldelse af "Fars Dreng" på Svaleganges Foyerscene Monolog ved Hans Rønne efter John Dowies 'Jesus my boy'. Oversat af Irene Hagerup Spilleperiode 2. til 20. marts (tirsdag - fredag kl. 20 og lørdag klokken 16) Spilletid cirka 70 minutter
Det er ikke en overvældende scenografi, der møder tilskueren til monologen "Fars Dreng". Snarere er der tale om et ganske ydmygt setup. En flækket kile og en stol er eneste rekvisitter for Josef - Jesus' papfar - der for denne ene gangs skyld har fået ordet og rampelyset helt for sig selv.
Historien genfortælles fra den forsmåede trolovedes synsvinkel, men budskabet er stadig guddommeligt: Kærligheden overvinder alt. Både i forhold til kvinden og den nagende mistanke om, at det måske snarere er en lokal kameldriver end Gud, der har været i kagedåsen og overfor drengen, som stiller underlige spørgsmål og ender på korset anklaget for gudsbespottelse.
Som bekendt var Josef tømrer, men åbenbart en elendig håndværker. Han mødte Maria, da hun kom for at klage over et bord han havde lavet. Derefter var der ingen vej tilbage og selvom hun opfører sig underligt og i øvrigt bliver gravid med en anden, forbliver Josef tro og fast.
Hans egen far mente, at det var Josef, som var udset til noget større end at være tømrer, men det eneste Josef ønsker sig er et fredeligt håndværkerliv. Dette muliggøres af omgivelserne og han kommer til at leve sit liv i skyggen af sin søn.
Der fortælles og reflekteres med stort overskud og monologen er spillevende og billedskabende.
Hans Rønnes indlevelse, mimik og stemmestyring er ligeledes af høj klasse. De ubesværede rolleskift mellem Josef, Maria, Jesus, svigerfar, eller de tre vise mænd, der i øvrigt fremstilles som tåber, er imponerende.
Da Jesus bliver teenager går hans stemme i overgang og sammen med Rønnes ansigtsudtryk, når han dikker det lille Jesusbarn, er det noget af det mest komiske, jeg længe har oplevet.
I det hele taget var stykkets første to tredjedele vældig humoristiske. Så meget at mine forventninger egentlig var skuffede. Det var mere tale om stand-up end teater og selvom det underholdt, rørte det ikke rigtigt.
Så meget desto større var kontrasten da Josef mod slutningen sørger over drabet på sin søn og indgående beskriver håndværket i en korsfæstelse. Tilsammen en glimrende blanding af sjov og alvor.
Monologen er både intim og intens og forholder sig til etiske, politiske og fremfor alt menneskelige problemstillinger. I mødet med det guddommelige må det enkelte menneske stille sig til rådighed og affinde sig med sin skæbne. Josef fremstilles som en blød mand med antiautoritære holdninger. Et ikke-ekstremistisk menneske i en ekstremistisk tid.
På den måde bliver perspektiveringen af den gamle historie særdeles aktuel og relevant i dag.
Stykket kan anbefales til alle og er et glimrende alternativ til det bragende, højglanspolerede og indholdsløse, der i dag dominerer indenfor de fleste genrer. Selvom teateret ej blot er til lyst er der også fuldstændig styr på underholdningselementet i en koncentreret forestilling, der hverken taler ned til sit publikum eller spilder dets tid. "Fars dreng" er minimalistisk teater på internationalt niveau.
Hans Rønne blev efter forestillingen tildelt Lulu Ziegler og Per Knutzons Mindelegat, blandt andet for sin store indlevelses- og formidlingsevne. Som publikum var det netop, hvad vi havde været vidne til.
Læs hele artiklen
