Kommunalvalg 2017
“Tidligere var det nemmere at vurdere andre mennesker ud fra deres udseende. I dag handler det om at være unik, og vi er blevet meget mere sammensatte,” siger fremtidsforsker Anne-Marie Dahl. Tegning: Ole Møgelby
“Tidligere var det nemmere at vurdere andre mennesker ud fra deres udseende. I dag handler det om at være unik, og vi er blevet meget mere sammensatte,” siger fremtidsforsker Anne-Marie Dahl. Tegning: Ole Møgelby
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Den stereotype vælger er ude: Vi shopper rundt

Det er ikke længere sådan lige til at spotte, hvad damen i køen ved købmanden stemmer til kommunalvalget

“Hej Anne-Marie. Kan du hjælpe mig med at tegne et billede af, hvordan en klassisk Dansk Folkeparti-vælger ser ud i Aarhus i dag? Eller Enhedslisten, Alternativet, Venstre?”

Sådan lød indgangsspørgsmålet til fremtidsforsker og cand.scient.pol, Anne-Marie Dahl fra Risskov - og svaret var nej.

LÆS OGSÅ: Her er den yngste og ældste byrådskandidat i Aarhus

“Der er sket en ændring. Tidligere var det nemmere at vurdere andre mennesker ud fra deres udseende. I min ungdom havde man meget klare roller - man var leder eller arbejder, kom fra land eller by. Der var mere klare modsætninger. I dag er vi blevet kraftige individualister, og vores roller er mere flydende. I dag handler det om at være unik, og vi er blevet meget mere sammensatte,” forklarer Anne-Marie Dahl med udgangspunkt i de aktuelle megatrends.

Skindet kan bedrage

Det er altså ikke lige til at spotte, hvad damen foran i køen ved købmanden stemmer til kommunalvalget 21. november.

Hvor man tidligere kunne bruge “gummistøvletesten”, går den ikke i dag.

LÆS OGSÅ: Her er Bundsgaards yndlingssted i Aarhus

“Havde du grønne gummistøvler på, så var du enten biolog, som stemte SF, eller også var du landmand. I dag er der gået mode i gummistøvler, og alt fra gymnasiepigen til hendes gamle tante bærer dem, uden at de nødvendigvis stemmer det samme,” forklarer fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, før hun kommer med endnu et eksempel:

“Den aktuelle sundhedsbølge med løb, glutenfri kost og mystiske frø, kunne tidligere godt have skilt folk politisk - hvor det dengang hørte til venstrefløjen. I dag rammer det jo meget bredt.”

Fra lommeregner til følelser

Det grundlag, vi i dag sætter vores kryds ud fra, er ligeledes anderledes end tidligere, mener Anne-Marie Dahl.

“Før var vi mere rationelt tænkende. Det handlede om at hive lommeregneren frem og regne den ud. I dag er vi mere følelsesorienteret. Vi mærker, føler og fornemmer. Og det går også ind i politik. Det kan blive en lille ting, som er afgørende for os lige på dagen, hvor vi skal sætte krydset,” siger hun og forklarer, at det i høj grad gælder ved et kommunalvalg:

“Der er forskel på at stemme til et folketingsvalg og kommunalvalget. Hvor det til folketingsvalget er den store palet, man ser på, er det mere de nære enkeltsager til kommunalvalget. Vi kan blive grebet af enkeltsagerne og mister lidt det store overblik.”

LÆS OGSÅ: Simsek: Helge er min reservefar

Desuden er der i dag gået svingdør i måden, vi stemmer. Vi kan sagtens stemme på et parti til ét valg og et andet til det næste. Anne-Marie Dahl kalder det at politikshoppe.

“Til kommunalvalget er det også sandsynligt, at vi kender kandidater personligt. Her kan det ske, at vi stemmer på én, som vi ellers ikke er på linje med rent politisk. Til gengæld ved vi, at han er en nice person og til at stole på. Omvendt kan vi være på linje med en kandidat politisk, men han er altså en spade, når vi møder ham henne i brugsen.”

 

Publiceret: 20. November 2017 09:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere