Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Vi skylder at hjælpe vores krigsveteraner - også i Aarhus

Anette Poulsen (S)
Camilla Fabricius (S)
Peder Udengaard (S)

I Aarhus har vi i omegnen af 1.600 veteraner. Mennesker, der har været i krig, løst internationale konflikter eller tjent inden for landets grænser. Individer, der fortjener støtte og hjælp i overgangen fra militæret til det civile samfund. Derfor ønsker Socialdemokratiet, at Aarhus får en veteranpolitik. En samlet politisk strategi og en helhedsorienteret indsats for veteranområdet.

Det anslås, at cirka ti procent af alle veteraner har PTSD. Post traumatisk stress, der kan have forfærdelige konsekvenser for både veteraner, pårørende og hele samfundet. Uanset om man er traumatiseret eller ej, så skylder vi som samfund, at der er en hel klar strategi for, hvordan vi hjælper veteranerne. Og der skal samtidig eksistere en koordineret, tværgående indsats, der på bedste vis støtter veteranerne til at fungere i det civile liv. Overgangen fra militæret til det civile samfund er nemlig ikke nødvendigvis nem. De oplevelser, som mange af vores soldater har fået i Kosovo, Afghanistan og Irak er nogle, der giver ar på sjælen. Det er Danmark, der har sendt disse individer på internationale missioner. Derfor skal Danmark også stå klar, hvis disse tidligere soldater har brug for hjælp, når de er kommet hjem. Hvad enten om de har smidt uniformen eller ej.

Senest har Venstre foreslået, at Aarhus Kommune ansætter en veterankoordinater, der blandt andet skal lave opsøgende arbejde blandt krigsveteranerne. Det synes vi i Socialdemokratiet som udgangspunkt er en god idé. Vi mener bare ikke, at det er nok. Veteranområdet er mangfoldigt og komplekst, og derfor kan en veterankoordinator ikke stå alene. Slet ikke, hvis der ikke findes en politisk retning. Derfor er det vigtigt, at vi i Aarhus får en samlet veteranpolitik, så en eventuelt veterankoordinator har noget at arbejde ud fra.

Det er ekstremt vigtigt, at vores krigsveteraner ikke føler sig tabt i systemet, eller bliver kastebolde mellem flere instanser. Netop derfor skal vi sikre, at der findes en klar og helhedsorienteret retning, så de veteraner, der har brug for det, får den bedst tænkelige hjælp. Det er eksempelvis vigtigt, at vi får fat i veteranerne så tidligt som muligt, så de får en god overgang til det civile liv og kan komme i beskæftigelse eller uddannelse. Aarhus har brug for en veteranpolitik.

Publiceret: 17. Juni 2017 18:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!