Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Venstre svigtede Aarhus – igen!

Af Jens Joel (S), MF og
Jonas Dahl (SF), MF

Letbanen er reddet. Det er helt afgørende for Aarhus og Østjylland. Det er helt afgørende for den kollektive trafik i vores voksende by. Regeringen og venstrefløjen har kæmpet hårdt. Borgmester og rådmand har kæmpet. Men Venstre har svigtet. Mens vi i lokale aviser har skullet lægge øre til at Venstres lokale MFere har fremført usaglig kritik af vores indsats og indholdsløse opfordringer til 'at holde sammen for byens skyld', har Venstre gjort det præcis modsatte. De sagde nej til at redde letbanen – ligesom de sagde nej til de hurtigere og miljøvenlige tog.

Letbanen blev reddet på målstregen. I Aarhus ved man godt, at der er letbaner andre steder i landet, der har fået større tilskud. Alligevel ville Venstre hellere kritisere byrådet end at finde penge, så Aarhus kunne få det samme som i Odense. Et klokkeklart svigt af byen og Østjylland.

Det mest markante løft af den kollektive trafik er nok togplanen. Miljøvenlige elektriske tog, der kan køre fra vores banegård til København på under to timer. Her sagde Venstre også nej. Det var vigtigere for dem at beskytte udenlandske oliefirmaers skatterabat end at sikre hurtigere tog til aarhusianerne.

Politik handler om at skabe resultater. Ikke om hurtige overskrifter i aviserne. Vi er stolte af, at vi i Socialdemokraterne og SF har været med til at sikre timemodellen, der giver aarhusianerne hurtigere tog. Og vi er stolte af, at vi fandt en løsning for letbanen, da Aarhus kom i problemer. Venstre har sagt nej til at hjælpe i begge situationer. Det må Venstre jo selv om. Men det er ærlig talt lidt komisk, når venstrefolkene samtidig har haft travlt med at føre sig frem i aviserne. Gert Bjerregaard kritiserede byrådsflertallet for at få lidt hurtig presseomtale. Fatma Øktem opfordrede til samarbejde i Folketinget, mens hun kritiserede borgmesterens nye satsning på indflydelse nationalt.

Vi vil gerne samarbejde. Men kan konstatere, at Venstre ikke var til noget, da Aarhus havde brug for hjælp. Det kan selvfølgelig godt være, at de lokale medlemmer har forsøgt. Men hvis de ikke kan få noget igennem i eget parti, kunne de da i det mindste afstå fra at kritisere os andre. Tilbage står, at tomme tønder buldrer mest. Venstre svigtede Aarhus – igen. Men gik efter den nemme omtale og undlod at levere politiske resultater.

Publiceret: 19. Juni 2014 13:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere