Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Mulighed for faste læger for borgere med psykiske lidelser i botilbud

Læserbrev af Anette Poulsen

Af Anette Poulsen
Medlem af Aarhus Byråd (S)
Formand for Handicaprådet
Næstformand i Socialudvalget

Det er med glæde jeg kan konstatere, at KL, PLO, Sundheds- og Ældreministeriet og Danske Regioner har indgået en aftale, så det nu bliver muligt for beboere med psykiske lidelser i botilbud at få tilknyttet en fast læge.

En lignende aftale blev indgået indenfor ældreområdet sidste år, og den er netop ved at blive implementeret i Aarhus kommune.

Den nye aftale indenfor psykiatriområdet er et skridt i den rigtige retning. Mange af beboerne har store sundhedsmæssige udfordringer, så jeg håber, at en fast lægetilknytning med sundhedsfaglig sparring med medarbejderne og en systematisk medicingennemgang kan medvirke til en bedre behandling.

Mennesker med psykiske lidelser er en sårbar gruppe, især når vi taler om lighed i sundhed. Derfor tror jeg på, at dette initiativ - når det bliver forvaltet rigtigt - kan få stor betydning for sundheden for disse borgere, der i forvejen er sundhedsmæssigt udfordret og i gennemsnit lever 15-20 år kortere end andre.

Jeg har mere end 20 års erfaring som leder indenfor ældreområdet, og jeg ved, at det er vigtigt, at der er nogle fagpersoner omkring den enkelte beboer, der har kendskab til mennesket og ikke bare ”patienten”.

I forbindelse med mit politiske virke har jeg besøgt en del botilbud og institutioner. Her har medarbejderne faktisk efterspurgt ovenstående ordning.

Ordningen er selvfølgelig frivillig for den enkelte beboer.

Jeg glæder mig til at følge udviklingen af ordningen i Aarhus kommune.

Publiceret: 05. August 2017 09:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112