Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Letbanen er ekstremt vigtig for Aarhus

Jens Joel, medlem af Folketinget (S), Gudrunsvej 58, Gellerup, 8220 Brabrand

Så er der trykket på de grønne knapper i Folketinget. En række partier har fundet ekstra 330 millioner til at hjælpe Aarhus Letbane med at blive en realitet. Det er ekstremt vigtigt for vores by. Hvert år kommer der mellem 3000 og 5000 flere aarhusianere, og vi flytter os mere og mere på kryds og tværs for at komme på arbejde eller i skole.

Det er svært nok at komme frem i en by med så mange mennesker. Derfor er letbanen, der både er en miljørigtig og effektiv kollektiv transport, afgørende for vores vækst og udvikling, og det vil komme hele landet til gavn.

Desværre løb Aarhus Letbane ind i problemer og en stor uventet overskridelse af budgettet. Derfor var det afgørende, at Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og DF stod sammen om at hjælpe Aarhus, da det gjaldt. Venstre ville ikke være med til at finde pengene – og mange af de lokalt valgte venstrefolk benyttede faktisk chancen til at skælde ud på byen, rådmanden og borgmesteren. Lidt ærgerligt at Venstre ikke kæmpede for aarhusianerne og letbanen, men det kan jo være, det bliver bedre næste gang.

Aarhus fungerer som lokomotiv for hele Østjylland og regionen, og dermed er vores område også med til at sikre væksten i landet.

Byggeriet blomstrer, erhvervslivet ser lyst på fremtiden, og der sker en hastig udvikling indenfor viden og teknik. Den voldsomme udvikling bringer dog også udfordringer med sig. Når man spørger det aarhusianske erhvervsliv, hvad de ønsker sig mest af alt for Aarhus, så svarer 41 procent, at de ønsker en forbedret infrastruktur. Det handler om bedre indfaldsveje, udvidelse af motorvejen og meget andet. Men det handler også om en effektiv kollektiv transport.

Allerede i dag pendler flere end 40.000 ansatte og studerende dagligt til Aarhus fra de omkringliggende byer og kommuner. Det afspejler, at østjyderne i stigende grad er parate til at bevæge sig på tværs af by- og kommunegrænser efter det rigtige job.

Dertil kommer den betydelige befolkningsvækst. Letbanen er derfor en del af fremtiden, både når det gælder bedre mobilitet og renere luft i byen. Det skal vi støtte op om. Og jeg håber Venstre vil være med, når vi skal sikre penge til fremtidens letbaneudbygninger.

Publiceret: 05. Februar 2015 17:30
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere