Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Kortere skoledag og max 24 elever i klassen

Debatindlæg af Jan Ravn Christensen, Thomas Medom og Mette Bjerre (SF), M-KB og kandidater til KV17

Folkeskolen er den vigtigste samfundsinstitution i Danmark. Den er fællesskabets skole, og den er et af de vigtigste midler til at mindske betydningen af børns sociale baggrund. Folkeskolen fortjener tillid, frisind og respekt.

Folkeskolen skal være de aarhusianske forældres førstevalg, når de skal vælge skoletilbud til deres børn. Men folkeskolen er udfordret.

Otte ud ti børn mener, at skoledagen er for lang. 15 procent af de aarhusianske skolebørn går i privatskole. Og alt for mange lærere, pædagoger og skoleledere forlader folkeskolen. Det skal og vil vi gøre bedre! Det kræver, at vi giver folkeskolen rammerne til at give børnene den skoledag, de fortjener. Vi er alle tre både privat og politisk dybt involveret i den aarhusianske folkeskole, og de erfaringer, vi har fået, bekræfter os i, at skoledagen er blevet så lang, at det kan være med til at forhindre børnenes trivsel og læring. Samtidig med det stiger klassekvotienterne rundt omkring i kommunen - endda i så høj grad, at mange aarhusianske børn sidder i ulovligt store megaklasser. Det fortjener hverken lærere eller børn, og derfor vil vi indføre et klasseloft på 24 elever og gøre skoledagen en halv time kortere. Det frigiver også penge til flere to-voksenordninger.

Derudover vil vi i SF afskaffe nationale karakterranglister, fjerne bureaukrati, gøre nationale tests frivillige for skolerne, og vi vil indføre flere lektioner med to voksne, så der bliver bedre tid til faglig fordybelse i de enkelte lektioner. Endelig vil vi give lærere og pædagoger mere tid til forberedelse med mere fleksible muligheder for fælles forberedelse og et undervisningsmaksimum på 25 lektioner for lærerne - med mindre de selv ønsker at undervise mere. Det vil vi, fordi god undervisning kræver tid til forberedelse.

Lokalt vil vi finde pengene ved at korte skoledagen en smule og hæve skatten med en promille.

Folkeskolen er folkets skole, og derfor skal vi have lærere og elever tilbage i folkeskolen. I fremtiden vil SF sætte en ny retning for skolerne med mere tillid, frisind og respekt for skolerne og de ansattes faglighed og stadig med børnene i centrum.

 

Publiceret: 20. Oktober 2017 09:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt