Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Flere penge og hænder i psykiatrien

Thomas Medom (SF)
social- og beskæftigelsesrådmand
kandidat til KV17

Danmark er et af verdens rigeste lande. Vi har rigeligt råd til et sundhedsvæsen i verdensklasse, som regeringen påstår er ambitionen. Men regeringen har endnu ikke leveret. I hvert fald ikke når det gælder psykiatrien. Der er prestige og penge i kræft og hjertesygdomme. Imens må psykiatrien affinde sig med færre senge, selvom antallet af patienter stiger. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt.

Derfor er det godt, at der endelig er kommet fokus på forholdene for mennesker med psykisk sygdom. For vi skal gøre det bedre, og det handler både om ressourcer og samarbejde på tværs.

Kommuner og regioner deler den konkrete opgave med at tage hånd om sindslidende. Regionerne står for behandlingen på de psykiatriske hospitaler, og kommunerne står for socialpsykiatrisk støtte i eget hjem eller på botilbud. Det stiller krav om et godt samarbejde og flere penge. Der er for ofte fejl og svigt, det handler om for få medarbejdere, kapacitetsmangel og kommunikationsbrist.

Men det er ikke en løsning, at kommune og region peger fingre ad hinanden. Jeg oplever, at vi er enige om udfordringerne, og vi deler ønsket om at gøre det bedste for borgerne. Derfor skal vi også finde fælles løsninger. Et eksempel er det nye Borgernes Psykiatrihus med op til 16 døgnopholdspladser, som Aarhus Kommune og Region Midtjylland etablerer i fællesskab. Vi rykker fysisk sammen om borgerne for at sikre sammenhæng i indsatsen for den enkelte. I Aarhus har byrådet også afsat penge fra næste år til flere specialiserede pladser til unge med spiseforstyrrelser og selvskade, flere natpladser og skæve boliger. Og vi har indgået en ambitiøs samarbejdsaftale med regionen med en række, konkrete initiativer.

Men uanset hvor meget vi gerne vil prioritere psykiatrien fra lokalpolitisk side, så er vi bundet af de økonomiske rammer, som regeringen udstikker. Der er brug for et markant og permanent løft til psykiatrien i form af flere penge, flere hænder, flere senge og flere botilbud. Det forudsætter, at regering og folketing kommer på banen med varige løsninger i stedet lappeløsninger. Vi får aldrig bugt med problemerne, så længe vi ikke som samfund bliver enige med hinanden om, at sindslidende selvfølgelig skal tilbydes samme standarder som patienter med fysiske sygdomme – både når det gælder behandling, støtte og omsorg.

Publiceret: 10. November 2017 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt