Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Drop ny jernbane i Østjylland

Ulemperne ved en ny jernbane ved Solbjerg overstiger langt fordelene

Læserbrev af Bünyamin Simsek (V),
Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus
Kristian Pihl Lorentzen, Hermelinvej 4, Ans
MF og transportordfører for V

I torsdags deltog jeg i stormødet i Solbjerg, hvor Banedanmark på sober og saglig vis fremlagde planerne og de mulige linjeføringer for en påtænkt ny jernbane mellem Hasselager og Hovedgård for de mere end 800 dybt engagerede mødedeltagere. Det blev dog hurtigt klart for alle, at der absolut ikke var stemning i hallen for en ny bane, der vil få store negative konsekvenser for rigtig mange borgere i Østjylland, herunder ikke mindst i Solbjerg og omegn, hvis den nogensinde realiseres.

Overordnet set er det Venstres klare holdning, at prisen for at vinde fem minutter på strækningen er alt, alt for høj. Denne beskedne tidsgevinst står ikke mål med en enorm anlægsomkostning og de andre talrige negative effekter. Der er tale om en helt gal prioritering i en tid, hvor virksomhederne og deres pendlende medarbejdere har hårdt brug for opgradering af vejnettet, herunder ikke mindst E45 samt Rute 26 mellem Viborg og Aarhus. Noget er vigtigere end andet. Dertil kommer, at Togfondens såkaldte fase 2 er fuldkommen ufinansieret på grund af varigt fald i prisen på olie fra Nordsøen. Partierne bag togfonden har således sat et voldsomt indgribende projekt på bedding, selvom finansieringen er fugle på taget.

LÆS OGSÅ: Simsek vil genåbne omdiskuteret kryds ved Dokk1

Men måske værst af alt: Hvorfor skal tusindvis af østjyder belemres med streger på landkortet, der truer dem med uvished og stavnsbinding i årevis? Partierne bag den øvelse har i hvert fald påtaget sig et meget stort ansvar. Om kort tid giver vi grønt lyst til indkøb af fremtidens elektriske tog, der blandt andet skal køre på strækningen mellem Fredericia og Aalborg. Disse tog kan køre maksimalt 200 km/t, der er den mest fornuftige hastighed på fjernstrækningerne i fremtiden. Hvorfor vil togfondspartierne så bruge adskillige milliarder – der ikke findes – på at bygge en bane til 250 km/t? Det er også snyd på vægten, når man påstår, at tidsbesparelsen på fem minutter kommer alle togrejsende til gode. Skanderborg har siden 1871 været et vigtigt jernbaneknudepunkt i Østjylland. Hvis det lykkes togfondspartierne at komme igennem med deres luftige planer, så vi Skanderborg komme ud på et sidespor i forhold til de hurtige gennemkørende tog. Det betyder, at mange østjyder er henvist til at køre til Aarhus H for at komme med de fine hurtigtog – altså reelt en voldsom og ubekvem forlængelse af rejsetiden for rigtig mange.

LÆS OGSÅ: Simsek bliver ny rådmand for Teknik & Miljø

Venstres holdning er klar – på landsplan og lokalt: Den påtænkte nye jernbane mellem Hasselager og Hovedgård skal aldrig bygges. I stedet opfordrer vi togfondspartierne til at besinde sig og totalt skrinlægge dette urealistiske projekt, som de ikke har afsat penge til. Stregerne på kortet bør snarest fjernes, så østjyder ikke skal plages og stavnsbindes i mange år frem. Lad os i stedet samle kræfterne på tværs af partier om at få den eksisterende jernbane til at fungere bedre, så der igen kommer tog til tiden. Det er ikke afgørende for togpassagererne at spare nogle få minutter mellem storbyerne. Det er derimod afgørende, at køreplanerne overholdes. Og lad os sammen skaffe holdbar finansiering til en helhedsorienteret trafikinvesteringsplan frem mod 2030 med fokus på det yderst påtrængende behov for mere fremkommelige statsveje. Drop en ny jernbane i Østjylland.

 

Publiceret: 23. Januar 2018 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus