"Dø nazi-svin" – politisk overfald i Århus natteliv
35-årig mand, der var i selskab med medlemmer af den højreorienterede forening Vederfølner, blev efter bytur slået med ølflaske i baghovedet inde i 7-Eleven butik.
Det gik voldsomt for sig, da to medlemmer af den nationalistiske forening Vederfølner lørdag nat var i byen i Århus sammen med tre kammerater. De fem havde været i byen og ville på vejen hjem handle lidt ind i 7-Eleven på Immervad overfor Magasin. Her blev de efter eget udsagn spottet af omkring 25 autonome, som råbte "dø nazi-svin" og lignende efter de fem kammerater.
En håndfuld af de autonome fulgte efter dem ind i butikken, fortsatte med at provokere og smadrede en ølflaske i baghovedet på en af de fem kammerater, en 35-årig mand, der ikke selv er medlem af Vederfølner.
Ikke del af fløjkrig
"Vi er hamrende trætte af at blive blandet ind i den her krig mellem fløjene i Århus, som vi ikke mener, vi er en del af. Det gør det endnu mere grotesk og ekstra synd, at ham det gik værst ud over ikke engang er medlem af vores forening, men kun venner med os. Og så tænker jeg også på medarbejderne i 7-Eleven, som blev udsat for det her," siger Lars Grønbæk Larsen, formand for Vederfølner og tilføjer, at overfaldet er meldt til politiet som politisk motiveret vold.
"Der er ikke tvivl om, at overfaldet er politisk motiveret. Flere af overfaldsmændene blev genkendt som tilhørende byens yderste venstrefløjsmiljø omkring grupperne Antiracistisk netværk og Aarhus antifa/Jyske Antifascister."
Lars Grønbæk Larsen, formand for Vederfølner.
Smadrer butiksvinduer
Ifølge formanden for Vederfølner fortsætter de autonome med at slå og sparke den 35-årige mand på kroppen og i hovedet, efter han er gået i gulvet som følge af flaskeoverfaldet, og der opstår et større slagsmål inde i butikken mellem de fem kammerater og den mindre gruppe af autonome.
En af de fem med tilknytning til Vederfølner holder butiksdøren for at undgå, at den større gruppe af autonome kommer ind og deltager i slagsmålet i butikken. De autonome smadrer flere butiksvinduer udefra for at komme ind i butikken, inden politiet ankommer og ifølge Vederfølners formand Lars Grønbæk Larsen anholder seks af de autonome.
To af dem fem kammerater, der blev overfaldet, tager på skadestuen, hvor der også er nogle af de autonome, som er kommet til skade. De ringer ifølge Lars Grønbæk Larsen til et autonomt tæskehold.
Tæskeholdet ankommer til skadestuen kort efter, men de to kammerater har advaret politiet, der ankommer samtidig og afværger yderligere slagsmål.
Hjernerystelse
Den 35-årige mand, som fik en flaske i hovedet inde i 7-Eleven, har fået hjernerystelse og en fire centimeter flænge i baghovedet, mens et medlem af Vederfølner fik flækket et øjenbryn efter at være blevet ramt i hovedet af en dåse.
"De autonome brugte også jernbeslag, og én af vores blev ramt af en halvpalle, så det var meget heldigt, det ikke gik værre. Det er bare så frustrerende, at vi ikke kan få lov at lave vores politiske arbejde i fred og ro," siger Lars Grønbæk Larsen, formand for Vederfølner.
Antiracistisk Netværk afviser overfor jp.aarhus.dk at være blandet ind i balladen i Århus lørdag nat.
Vederfølner er en forening af nationalister, der arbejder for at bevare den danske kultur og kæmper imod islamisering af Danmark. Foreningen har omkring 200 medlemmer, der betaler kontingent.