Der kommer til at ske en masse forskellige aktiviteter i Mejlgade på fredag, når Mejlgadekvarterets Gadelaug inviterer alle til gadefest. Foto: Ib Sørensen
Der kommer til at ske en masse forskellige aktiviteter i Mejlgade på fredag, når Mejlgadekvarterets Gadelaug inviterer alle til gadefest. Foto: Ib Sørensen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Cykelkampagne skydes i gang med gadefest

“Det bliver meget 'low key' og med masser af hygge som en vaskeægte gammeldags gadefest,” lyder det forventningsfuldt fra Sander Jensen, forperson i Mejlgadekvarterets Gadelaug.

På fredag er han sammen med resten af gadelauget vært for en stor gadefest i hyggelige Mejlgade. Samtidig markerer festen starskuddet for en 14 dage lang cykelkampagne, som har til formål at sætte fokus på en bedre og mere sikker trafik i gaden.

“Den nyeste undersøgelse viser, at 10.000 mennesker cykler igennem Mejlgade hver eneste dag. Det er den vildeste cykelgade i Aarhus. Derfor er der i den grad brug for en kampagne, som hjælper til, at folk viser hensyn og sætter farten ned,” fortæller Sander Jensen.

Gaden bliver trafikfri

Fra klokken 12 på fredag vil gaden derfor være lukket helt af for både cyklister og bilister for at give plads til en gadefest med loppemarked, musik, mad og fælles hygge.

Fra klokken 15 til 17 bliver cykelkampagnen 'Sæt tempoet ned' skudt i gang i gaden samt i sidegaderne Skt. Olufsgade og Graven, hvor der uddeles flyers, og et klassisk musikensemble sørger for den rette musikalske stemning.

“Cykelkampagnen foregår i samarbejde med Aarhus CykelBy, som sætter skilte og bannere op, og der males nye cykelsymboler på vejen. I de 14 dage, kampagnen varer, vil der blive spillet stille, klassisk musik i højtalere i gaden,” fortsætter Sander Jensen, der også lover mange andre aktiviteter.

“Cykelbutikken i Mejlgade har lovet at komme og hjælpe folk med at skrue lidt på deres cykler, og vi går også og overvejer andre spændende tiltag,” fortæller han.

Blandt de tiltag, der er på plads, er også en lille musikscene, som bliver placeret foran Vinyl Café, oplyser forpersonen for Mejlgadekvarterets Gadelaug.

En gadefest for alle

Tidligere har der været holdt forskellige gadefester i Mejlgade, hvor de fleste især nok kan huske Mejlgade For Mangfoldighed, men fredagens festligheder skiller sig ud, mener Sander Jensen.

“Det er første gang, at der bliver holdt en gadefest i Mejlgade, hvor det udelukkende er butikker og spisesteder i gaden, som åbner op og laver aktiviteter,” fortæller han og tilføjer, at det ikke skal forstås sådan, at gadefesten så kun er for Mejlgades beboere.

“Alle er selvfølgelig velkomne til at komme at drikke en fadøl eller spise noget lækkert fra restauranterne,” understreger gadelaugets forperson, som også opfordrer gadens beboere til at pynte gaden op med diverse krukker, planter, blomster og træer, så festen kan foregå i perfekte rammer.

“Vi gør det, fordi vi gerne vil styrke sammenholdet og det sociale liv i gaden og samtidig skabe en bedre cykelkultur,” fortsætter Sander Jensen.

Afspærringen af Mejlgade ophæves igen klokken 20 på fredag.

Publiceret: 21. September 2017 19:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
ANNONCER
Se flere