Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Chefredaktørens klumme: Wrooooummmm - lyder det igen i år

Det sker sjældent, at jeg er misundelig på København. Aarhus er i mine øjne et meget mere attraktivt sted at bo. Men engang imellem, bliver jeg alligevel misundelig på de muligheder en by af Københavns størrelse giver i forhold til store arrangementer. Tag nu eksempelvis planerne om et Formel 1-løb i hovedstaden.

LÆS OGSÅ: Classic Race Aarhus: Løbet bliver ikke aflyst

En fremragende idé, som jeg ville ønske, vi havde mulighed for at gennemføre i Aarhus. Tænk sig at komme i kategori med byer som Monaco, Abu Dhabi og Singapore. Men dertil er Aarhus nok alligevel for klejn en størrelse - og vi har da heller ikke de store brede boulevarder, som man har i København. Det bliver nok alligevel for voldsomt og farligt at have Formel 1-feltet drønende over Ringgadebroen med 350 kilometer i timen.

Til gengæld har vi så heldigvis Classic Race Aarhus. Indrømmet - ikke i helt samme liga som Formel 1. Men dog en stor race-begivenhed i Aarhus med mange tusinde besøgende og mere end 1.000 frivillige til at bakke op.

I år afvikles det traditionsrige racerarrangement igen i området omkring Mindeparken i dagene 25.-27. maj.

Og igen i år har løbet skabt debat.

LÆS OGSÅ: SF vil have Classic Race aflyst

SF's medlem af Teknisk Udvalg Jan Ravn Christensen skrev i sidste uge i en pressemeddelelse: “Vi taler meget om, at Aarhus skal være en god by at bo og leve i. Jeg mener ikke, at det skal indbefatte trafikkaos, støj og forurening.”

Han mente, at løbet skulle aflyses.

Dertil er der kun følgende at konkludere: I Aarhus er der trafikkaos 365 dage om året. Det begrænses ikke til dagene omkring Classic Race Aarhus.

Dernæst: Hvis man vil have fred og ro til at nyde sin rosé på terrassen året rundt uden at blive forstyrret af andet end fuglefløjt, så flyt på landet.

En by skal have liv og puls for at være en attraktiv by. Classic Race Aarhus er en del af den puls, som holder Aarhus kørende.

Når det så er sagt, så skal Classic Race Aarhus overholde de regler, som kommunen udstikker og samtidig sørge for at belaste trafikken og miljøet omkring Mindeparken mindst muligt i de få dage, arrangementet foregår. Men det gør de med statsgaranti også, da det jo er i deres egen interesse.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør

 

Publiceret: 14. Februar 2018 11:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus