Vælger man at blive viet på Aarhus Teater, foregår ceremonien i den smukke Buegang. Foto: David Bering
Vælger man at blive viet på Aarhus Teater, foregår ceremonien i den smukke Buegang. Foto: David Bering
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Byt kirken ud med Aarhus Teater

Ønsker I at ruske lidt op i bryllupstraditionerne. Hvad så med at holde vielsen på Aarhus Teater, i Den Gamle By, på Den Uendelige Bro eller en anden af byens kulturinstitutioner. Muligheden er der, og den er efterspurgt

BRYLLUP
Af Mai-Britt Jeppesen

Det bliver mere og mere almindeligt at blive gift lidt mere – lad os kalde det – alternative steder. For hvorfor blive viet i kirken eller på rådhuset, når man kan blive viet på en af byens kulturinstitutioner? Og det kan man i Aarhus.

“I forsommeren tog vi en beslutning om at tilbyde borgerne at blive borgerligt viet udenfor rådhuset som et forsøg. Det mundede ud i vielser på blandt andet Den Uendelige Bro og i Den Gamle By. Begge dele forløb vellykket og var meget efterspurgt. Derfor valgte vi at gå videre ad den sti og har allerede nu indgået aftaler med Den Gamle By og Aarhus Teater i forhold til at holde vielser her i forårs- og sommerperioden,” fortæller Lene Hartig Danielsen, der er chef for Borgerservice.

På Aarhus Teater er man begejstret for det nye initiativ.

“I forbindelse med kulturhovedstadsåret ønskede man fra Aarhus Kommunes side at rethinke gamle traditioner, som eksempelvis bryllupstraditionen. Således tog man fat i nogle af byens gamle kulturinstitutioner – heriblandt os. På Aarhus Teater synes vi jo, vi har nogle flotte og romantiske rammer, så da vi fik præsenteret idéen om at holde bryllup hos os, bed vi på,” siger Allan Aagaard, direktør på Aarhus Teater.

 

Begejstring for initiativet

Foreløbigt er der sat kryds to-tre steder i kalenderen, hvor det vil være muligt at booke sin vielse ind på Aarhus Teater.

“Vi valgte at rykke hurtigt på idéen. Så den første dato, det kan lade sig gøre at blive viet på teatret, er allerede her 16. december,” lyder det fra teaterdirektøren.

“Tiltaget er blevet taget rigtigt godt imod. Bare to dage efter vi havde lanceret nyheden om, at man kunne blive viet på Aarhus Teater, havde hele ni par meldt sig. Så nu kan vi ud over Smilets og Kulturens by også kalde os Kærlighedens by,” lyder det fra Lene Hartig Danielsen.

Det nye initiativ ser Allan Aagaard som en mulighed for at skabe ny opmærksomhed omkring byens gamle kulturinstitution.

“En af årsagerne til, at vi er gået med på idéen, er vores ønske om at åbne teatret mere op mod byen. Når man bliver gift, følger der jo som regel en masse gæster med, så måske vi på den måde får nogle mennesker til at besøge vores teater, som ellers ikke ville være kommet her,” forklarer han.

Selve vielsen vil blive forrettet i teatrets smukke Buegang. Ønsker man efterfølgende at holde reception eller fest på teatret, er det også muligt. Det vil i så fald være i Hack Kampmanns Salen eller i Salonen.

“På teatret sørger vi for, at rammerne er på plads. Det vil sige, vi tager imod gæsterne, sørger for frokost, champagne eller hvad vores gæster måtte ønske sig på dagen.”

Til spørgsmålet om, hvor vidt man kan få lov til at låne teatrets kostumer i forbindelse med et bryllup, er Allan Aagaard hurtig til at svare:

“Hvis nogen måtte ønske at blive gift – eller holde fest – i et særligt kostume, tror jeg da også godt, vi kan finde ud af det.“

Ønsker man at holde sit bryllup på Aarhus Teater – eller på en af byens andre kulturinstitutioner – skal man rette henvendelse til Borgerservice.

Publiceret: 13. December 2017 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt