Festaften i Musikhuset i Aarhus for Dronning Margrethe ved dronningen 75 års fødselsdag .Dronning Margrethe og Prins Henrik ankom til Musikhuset, hvor de blev modtaget af Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Festaften i Musikhuset i Aarhus for Dronning Margrethe ved dronningen 75 års fødselsdag .Dronning Margrethe og Prins Henrik ankom til Musikhuset, hvor de blev modtaget af Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Bundsgaard: Prins Henrik kastede glans over Aarhus

Borgmester Jacob Bundsgaard mindes Prins Henrik med glæde

Aarhus Kommunes borgmester Jacob Bundsgaard har i anledning af Prins Henriks død sendt en kondolence-skrivelse til Kongehuset.

Borgmesteren skriver:

"Hans Kongelige Højhed Prins Henriks død rammer hele landet med stor sorg, og vores tanker og medfølelse går til den kongelige familie i den svære tid.

Samtidig giver det os anledning til med taknemmelighed at mindes Prinsens tætte relationer til Aarhus gennem fem årtier.

LÆS OGSÅ: Prins Henrik er død

I 1967 overdrog Kong Frederik 9. Marselisborg Slot til den daværende tronfølger Prinsesse Margrethe og Prins Henrik, og dermed blev slottet vækket af den dvale, som det havde befundet sig i, efter at det i en længere årrække havde stået ubenyttet hen.

Med sit udadvendte væsen og sin sikre sans for arkitektur og æstetik fik Prinsen dengang grundlagt et livslangt og varmt forhold mellem ham og Aarhus.

Tronfølgerparret - og siden regentparret – fyldte især i forbindelse med sommerresidensen slottet med liv og lykke, men også ved påske og jul var den kongelige familien gennem mange år faste gæster i Aarhus. Prinsen har sammen med Dronningen har haft et aktivt liv i Aarhus med såvel repræsentative forpligtelser som gøremål i fritiden.

Prinsen virkede altid veltilpas og glad for Aarhus – og hans varme over for byen blev gengældt.

Se stort galleri med billeder af prinsens besøg i Aarhus gennem årene

Regentparrets tilstedeværelse på Marselisborg Slot og deres trofaste deltagelse i byens mange begivenheder har altid vakt stor glæde og stolthed og har kastet glans over byen. Det skylder vi Hans Kongelig Højhed Prins Henrik en stor tak for.

Vi vil huske og mindes Prinsen som en stor personlighed, en modig kunstner, en fremragende repræsentant for Danmark og som en sand ven af Aarhus.

Æret være hans minde."

 

Publiceret: 14. Februar 2018 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus