Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Budgetloven ødelægger det lokale demokrati

Søren Andersen, byrådskandidat SF, Kastanievej 6, 8260 Viby J

Det nyvalgte Aarhus byråd skal hurtigst mulig tage et opgør med Folketingets trang til at centralisere beslutningerne og begrænse det lokale demokrati. Senest har vi set, at samtlige kommuner får en dummebøde, fordi Odense og tre andre kommuner har sat skatten op. Odense byråd har vurderet og diskuteret med borgerne, at en skattestigning var nødvendig for at sikre et bestemt serviceniveau. Glimrende proces og udtryk for, at demokratiet lokalt fungerer.

Så kommer regeringen med Budgetloven i hånden og siger, den går ikke. Budgetloven foreskriver, at der skal være et samlet udgiftsloft for kommunerne. Det overskrider de fire kommuner, og regeringen udskriver en kollektiv dummebøde til samtlige kommuner på et tocifret millionbeløb, idet bloktilskuddet bliver reduceret.

Der er ikke noget at sige til, at interessen for kommunalvalget er vigende. Målet må være, at de enkelte byråd hvert år kan tage en dialog med borgerne om det ønskede serviceniveau og derefter fastsætte skatteprocenten.

SF har i Aarhus byråd foreslået minimale skattestigninger med den klare målsætning at forbedre vilkårene i daginstitutioner og i ældreplejen. Der har ikke været flertal for forslaget blandt andet med henvisning til Budgetloven. Så lad os komme af med loven, blandt andet for at fremme det lokale demokrati.

 

Publiceret: 29. Oktober 2017 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112