LO Aarhus' formand Ole V. Christiansen. Pressefoto
LO Aarhus' formand Ole V. Christiansen. Pressefoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Borgerlig pressedækning? LO-formand får hug for mediekritik

Pressedækningen af valget har været ensidig borgerlig, mener LO Aarhus’ formand. Det er klynk og fake news, lyder svaret

”Trods ensidig borgerlig pressedækning har et klart flertal i Aarhus valgt en politik, der sikrer en solidarisk og udviklingsorienteret by.”

Sådan indledte LO Aarhus' formand Ole V. Christiansen et læserbrev i Lokalavisen i sidste uge. Avisen har bedt ham uddybe, hvordan han er kommet frem til konklusionen 'ensidig borgerlig pressedækning':

”Det er min subjektive oplevelse, der understøttes af en meget uvidenskabelig undersøgelse, jeg har lavet af Århus Stiftstidende og JP Aarhus i tre uger op til kommunalvalget. Der er et fravalg af artikler om velfærd, skoler og børnehaver med videre, mens der er stort fokus på borgerlige kerneområder som trængsel i trafikken, erhvervsudvikling og integration, som partierne til højre for midten i Aarhus har italesat. Det handler 15 ud af JP's 21 forsidehistorier om, og 13 af Stiftens. JP har en enkelt forsidehistorie om skoler, der handler om Norddjurs, mens ingen af Stiftstidendes forsider berører velfærdsområder,” fortæller Ole V. Christiansen.

LÆS OGSÅ: Socialdemokratiet vil fjerne tests og give skoler mere frihed

Kommunalvalget i Aarhus er også blevet dækket intensivt af TV2 Østjylland, P4 Østjylland og Lokalavisen Aarhus, men disse medier har Ole V. Christiansen ikke taget med i sin undersøgelse, fordi han ikke ser/hører/læser dem dagligt.

Fake news

Lokalavisen Aarhus har bedt avisens ansvarshavende chefredaktør Claus Krogh om at forholde sig til LO-formandens kritik:

“Først og fremmest er det ganske uheldigt, at LO's formand i Aarhus kommer med en så udokumenteret påstand. Det er heller ikke ligefrem med til at underbygge hans påstand, at han kun har kigget på to medier i byen. Sidst men ikke mindst falder hans påstand helt igennem, når han så siger, at han kun har kigget på forsiderne. Vi forsøger som medie at dæmme op for fake news, men når LO's formand i Aarhus kommer med så udokumenteret en påstand, forekommer der mig, at det er en opgave, vi står ret alene med. Det er i hvert tilfælde ikke en problemstilling, der bekymrer LO-formanden, kan jeg konstatere,” siger Claus Krogh.

LO støtter venstrefløjen

Ole V. Christiansen vedkender, at han ikke er upartisk, og at LO-Aarhus har støttet Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i valgkampen. Formanden oplyser, at LO-Aarhus har haft et valgbudget på 150.000 kroner. De fleste af pengene er brugt på aktiviteter sammen med de politiske venner, og de tre partier har også fået direkte økonomisk støtte til valgudgifter. Enhedslisten har for eksempel fået 15.000 kroner til at trykke en pjece.

LÆS OGSÅ: Enhedslisten køber reklamer hos Facebook

LO-formanden synes da også, det er helt i orden, at pressen skriver kritisk om trafikafvikling og integration med videre, da det vedkommer borgerne. Det er fravalget af velfærdshistorier i valgperioden, der falder ham for brystet.

”De har svigtet lønmodtagergruppen, jeg står for. For os er det vigtigere at få vores børn ordentligt passet, end der er kø på vejene,” siger Ole V. Christiansen.

”De historier har der været masser af, selvom de måske ikke har stået på forsiderne. Heldigvis er de aarhusianske læsere så fornuftige, at de læser hele avisen og ikke kun forsiden,” siger Lokalavisens chefredaktør Claus Krogh.

Klynk

Ligesom Claus Krogh er Århus Stiftstidendes chefredaktør Jan Schouby helt afvisende og uforstående overfor kritikken fra LO:

”Vores forsidevalg bliver truffet ud fra, hvad der optager læserne, og på ingen måde ud fra, hvad de borgerlige partier ønsker. Hvis mine journalister fik nys om, at jeg lavede avis for at få valgt en bestemt borgmester, ville de straks nedlægge arbejdet,” siger Århus Stiftstidendes chefredaktør Jan Schouby og tilføjer om kritikken fra LO-formanden.

”Det er et af de største tilfælde af klynk i nyere tid. De borgerlige partier synes modsat, at vi er markant på borgmesterens side og siger, de er trætte af vores entydige støtte til borgmesteren. Når begge parter siger sådan, tænker jeg, vi har gjort vores arbejde godt.”

LÆS OGSÅ: Hård tone mellem borgmester-kandidaterne

JP Aarhus' redaktør Morten Nystrup kan ligesom sine redaktør-kollegaer ikke genkende kritikken om en 'ensidig borgerlig pressedækning':

“Det har været en valgkamp sparsom med egentlige politiske udspil, som vi har dækket uanset, om de er kommet fra den ene eller anden fløj. Vi har blandt andet bragt en artikel om tidligere sprog- screening foreslået af Socialdemokratiet, men ellers har rød blok ikke markeret sig særligt meget med traditionelle velfærdsområder. Alle har talt om infrastruktur og byudvikling, og det har vores valgdækning afspejlet,” siger JP Aarhus redaktør Morten Nystrup.

 

Publiceret: 07. December 2017 07:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt