41-årige Theresa Blegvad har taget en uddannelse hvert år gennem de seneste 15 år - nu har hun startet “uddannelsen” som politiker.
41-årige Theresa Blegvad har taget en uddannelse hvert år gennem de seneste 15 år - nu har hun startet “uddannelsen” som politiker.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Blegvad har tusind bolde i luften

Lokalavisen Aarhus Syd portrætterer de nye byrådsmedlemmer fra sydbyen. Mød her Venstres Theresa Blegvad, der altid er på farten

En uddannelse hvert år de seneste 15 år, mor til tre piger på 13 og 14 år, gift, selvstændig med tre virksomheder, med i et utal af bestyrelser, dyrker pilates og er byrådsmedlem for Venstre.

Det er blot nogle af de mange ting, 41-årige Theresa Blegvad fra Højbjerg får sine 24 timer i døgnet til at gå med.

Man kan spørge sig selv, om hun er et overmenneske, der har flere timer på en dag end alle andre, men svaret her er et rungende nej.

Hun er bare god til at uddelegere og planlægge sin hverdag, som hun selv beskriver det.

“Det er en øvelse for mig at sige nej, men jeg er blevet god til at uddelegere,” smiler Theresa.

Selv om hun har så mange bolde i luften, at selv en jonglør ville blive forpustet, så sætter hun en ære i at være nærværende, i det hun har gang i.

“Hver dag slapper jeg af i 30-60 minutter - her rydder jeg hjernen og får puttet energi på. Jeg har et behov for at være nærværende. Når jeg er på, så er jeg fuldstændig engageret og til stede. Jeg er nok det, man kalder en ildsjæl,” siger den nyvalgte Venstre-politiker.

Startede som konservativ

Egentlig startede Theresa sit politiske liv med at være grøn. Hun var nemlig i sin tid med til at starte Konservativ Ungdom i Aarhus i en alder af bare 14 år.

Da hun var omkring 21, skiftede hun til Venstre og blev inspireret af den på det tidspunkt kommende Venstre-borgmester Louise Gade.

Ved siden af den politiske interesse har hun på arbejdsfronten mere eller mindre kun beskæftiget sig med HR.

“Det er min måde at gå ind i politik på - hvor kan jeg gøre en forskel,” spørger Blegvad.

Og ja, hvor vil hun egentlig gøre en forskel - hvad vil hun gerne huskes for, når de fire år er gået i byrådet?

“Jeg vil gerne huskes for at have fået nogle bæredygtige idéer, der er blevet virkelige. Jeg er god til at omsætte visioner til handling,” siger hun og fortsætter:

“Og så vil jeg gerne huskes for at have sørget for, at de ældre får god mad i dagligdagen og for at få dem mere aktiveret i hverdagen, hvis de bor på et lokalcenter.”

Theresa Blegvad har fået en post både i Sundhed- og Omsorgsudvalget samt i Kulturudvalget. Derfor har hun også fokus på byens kulturliv.

“Jeg synes, at undergrunden skal op til overgrunden. Vi skal kigge på bredden inden for kulturen, og så vil jeg gerne være den politiker, der lyttede til de forskellige iværksættermiljøers behov,” siger Venstre-politikeren, der selv har danset på Aarhus Teater i sin tid.

Ren afslapning

Når Theresa Blegvad kommer hjem i huset i Højbjerg efter en hektisk hverdag, så sørger hun for at slukke sin telefon. Hver dag klokken cirka 17, bliver den sat i lader, og så kigger hun ikke på den før næste dag. Hvis man vil hende noget, må man kontakte hendes mand.

Udover at logge ud af omverdenen så sætter hun en ære i at handle sammen med sin 94-årige morfar hver onsdag formiddag.

“Jeg har altid været tæt med mine bedsteforældre, og jeg nyder den stund.”

Samme frirum giver hun også sig selv, når hun sætter sig op på husets første sal og kigger ud over markerne med stearinlys tændt og en god bog i skødet.

Og der skulle være rigeligt med læsestof, for hun har lige købt 22 nye bøger.

Publiceret: 30. Januar 2014 15:45
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!