BMW 3-serie Touring er skabt målrettet efter mærkets design-signaturer. Det betyder, at du også på stationcar-modellen finder det berømte Hofmeister-knæk i hjørnet af bagruden. Foto: BMW

BMW 3-serie Touring er skabt målrettet efter mærkets design-signaturer. Det betyder, at du også på stationcar-modellen finder det berømte Hofmeister-knæk i hjørnet af bagruden. Foto: BMW

Bilen, som BMW-fans har ventet på

Stationcar-udgaven af den nye BMW 3-serie er klar i atletisk outfit og kommer til september. Plug-in hybrid, der kører 63 km på ren el, lanceres i 2020

Af
Jens Overgaard

biler Filosofien er den samme, men der er sket masser af ændringer både inde og ude i den nye BMW 3-serie Touring, som det sydtyske mærke nu løfter sløret for.

Modellen, der fremstår lige så fit som sedanversionen, lover godt for femte generation af den pænt sælgende firmaklasse-stationcar, som lander herhjemme til september.

Touring set forfra. Foto: BMW

Touring set forfra. Foto: BMW

Over en kam er den nye generation vokset en tand på alle ledder og har fået lidt længere akselafstand og sporvidde, mens instrumentering, infotainment, sikkerhedssystemer, undervogn og teknik er ført up to date.

På den praktiske front er bagagerummet i stationcaren vokset med fem liter, når bagsædet er i brug, og 10 liter, når det er nede. Det giver plads til mål, der hedder henholdsvis 500 liter og 1.510 liter.

Men rummålene er lidt større end i både Audi A4 Avant og Mercedes C-Klasse stationcar.

Automatisk åbning af bagklappen samt separat åbning af bagruden, som giver en lettere adgang til bagagerummet, er standard.

Kendt "Hofmeister-knæk"

Kendere vil også spotte samspillet mellem taglinjen og et nyt rudedesign, som afrundes af BMW's karakteristiske "Hofmeister-knæk" ved bagerste siderude. Det er et designtræk, som findes på en række modeller, og som er navngivet efter Wilhelm Hofmeister, der var designchef hos BMW fra 1955-1970.

Motoropstillingen omfatter fra starten en benzin-og to dieselmotorer, der yder henholdsvis 258 hk samt 190 hk og 265 hk. Men fra november udvides programmet med yderligere en benzinmotor på 184 hk samt den sekscylindrede benzinmotor i BMW M340i xDrive Touring med 374 hk.

Her vil 320d med 190 hk og 320i med 184 hk være nogle af de mest interessante set med danske briller.

Fra næste sommer kommer plug-in hybriden 333e Touring med en samlet ydelse på 252 hk, og som kan køre 63 km på ren el.

Mange hjælpesystemer

Listen over assistentsystemer matcher sedanen og er lang som pakkelisten til en sommerferietur.

Touring-modellen har som standard "Speed Limit Info", advarsel for vognbaneskift samt nødbremse og kollisionsadvarsel for fodgængere og cyklister. Som tilvalg fås parkeringsassistent.

Denne pakke indeholder også bakkeassistenten "Reversing Assistant", som automatisk gemmer de sidst kørte 50 meter med op til 35 km/ t. Det betyder, at bilen selv kan styre gennem skæve vinkler og smalle passager.

Man kan også bestille digital instrumentering med BMW Live Cockpit Professional og det talestyrede BMW Intelligent Personal Assistant.

Publiceret 24 June 2019 13:40

Galleri-rundtur i Aarhus

Galerie Møller Witt

Det er ved at være sidste chance for at se Jes Fomsgaards soloudstilling på Galerie Møller Witt. Fomsgaard har tidligere bidraget til udsmykningen af iNano Instituttet Aarhus Universitet. Udstillingen 'Artificiel Move' er åben til 26. juni og viser en række malerier med fokus bl.a. på kompleksiteten og bevægelsen i de mange forskellige rum, mennesker er en del af.

Galerie Møller Witt, Christiansgade 18, Aarhus C.

Galleri Gallo

De to kunstnere Louise Volsted Pedersen og Ulf Larsen udstiller for tiden på Galleri Gallo. Ulf Larsen har tidligere lavet naturmalerier, men efterhånden er det mere motiver fra byen og tegninger af jazzmusikere live, han har kastet sig over. Louise Volsted Pedersen eksperimenterer med udtryk, linje og former og henter inspiration bl.a. i naturen, blade og egne fotografier. Udstillingen kan ses til 19. juni.

Galleri Gallo, Nørre Allé 86, Aarhus C.

Galleri Profilen

180 ukendte værker af Hans Horn, hvis liv som soldat under 2. verdenskrig er beskrevet i Tom Buk-Swientys bog 'Det ensomme hjerte', udstilles på Galleri Profilen til 27. juni. Værkerne, der ikke har været udstillet før, viser bl.a. akvareller af blomster, landskaber, satiriske religiøse billeder og stærke traumatiske malerier om krigen.

Galleri Profilen, Grønnegade 93, Aarhus C.

Keller-Arlund – temporary art

Udstillingsstedet Keller-Arlund viser til 20. juni malerier af Vibeke Jensen, der har rum som gennemgående motiv. Kunstneren bruger en teknik, hvor hun 'prikker' sine motiver op og binder dem sammen med flader og plamager, så de tilsammen danner rum.

Keller-Arlund, Peder Skrams Gade 32, Aarhus N.