Intet er sikkert i forhold til Klubben Holme Vestergårds ti heste.
Intet er sikkert i forhold til Klubben Holme Vestergårds ti heste.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Begynder i marts: Analyse afgør Holme-hestenes skæbne

Hvorvidt Klubben Holme Vestergård får lov at blive boende på sin nuværende trelængede gård og dermed også kan beholde stedets ti heste, skal en analyse fastlægge.

Holme Vestergård er sammen med klubberne i Harlev og Rosenvang valgt ud til et kig på, om det giver mening at flytte dem ind på skolerne i områderne.

“Der er en indstilling på vej til byrådet, som blandt andet foreslår, at påbegynde en analyse af de sidste tre klubber. Jeg regner med, at indstillingen bliver godkendt i marts. I analysen bliver ledelsen for skolerne og klubberne kontaktet for at se, hvordan situationen kan løses,” oplyser Lene Vestervang Olsen, der er koordinerende projektleder i Aarhus Kommune - hun fortsætter:

“I princippet skal alle klubberne ind på skolerne, men der er enkelte, hvor der kan være særlige sociale forhold, som man gerne vil bevare. I sidste ende handler det om, hvad der er bedst for børnene i området.”

Flere nye medlemmer

Lene Vestervang Olsen forklarer, at flytningen af klubberne ind på skolerne i Aarhus sker som et led i en areal-optimering.

“Det sker for at opnå en bedre belægning på byens lokaler og for at skaffe kapital til at renovere - altså får vi færre men bedre lokaler,” siger hun.

Hun peger desuden på, at den længere skoledag efter folkeskolereformen har betydet, at klubberne står tomme i længere tid, hvilket ikke er en optimal udnyttelse af rummene.

“Noget kritik har så gået på, at der ikke sker et skift mellem fritidsdelen og undervisningsdelen i løbet af dagen, men her må medarbejderne sørge for, at dette skift alligevel sker gennem indholdet i tilbuddet. Andre har peget på, at klubberne nu skal være i skolerum. Her er det jo vigtigt, at vi får lavet en indretning, som understøtter både skolen og klubben,” siger Lene Vestervang Olsen, som faktisk ser det som en fordel for både klubberne og skolerne, at der bliver lavet fleksible lokaler.

“Det giver den fordel for skolerne, at de fælles læringsarealer kan benyttes i undervisningen, og for klubbernes vedkommende får de nu mere plads, da hele skolens fysiske ramme kan benyttes. Så der er gevinst begge veje,” siger hun.

Netop de fysiske, fleksible rammer skal være på plads, før klubberne rykker ind på skolerne. Derfor er alle klubber formentlig først flyttet i 2019. Mange steder er flytningen dog allerede sket, og her er det gået godt, forklarer Lene Vestervang Olsen:

“Vi kan se, at der kommer flere medlemmer. Det er jo klart, når børnene kan se, at der er nogle spændende aktiviteter i gang, så vil de gerne være med.”

Publiceret: 15. Februar 2017 13:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112
ERROR: Macro disqus is missing!