Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Banedanmark-mand bliver ny direktør for Aarhus Letbane

Michael Borre vil først snakke med pressen i det nye år

Michael Borre bliver ny direktør for Aarhus Letbane.

Det oplyser Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.

Michael Borre har tidligere været produktionsdirektør i Banedanmark med ansvar for drift og vedligehold.

Letbanens nye direktør tiltræder umiddelbart efter nytår. 

Michael Borre har gennem mere end 20 år været ansat ved den danske jernbane – blandt andet syv år som produktionsdirektør i Banedanmark. Ud over drift har han ifølge Aarhus Letbane erfaring med vedligehold, entreprenørvirksomhed, IT, strategisk indkøb og strategisk udvikling.

LÆS OGSÅ: Skandaleramt letbane-direktør tjener mere end statsministeren

Alt sammen kompetencer der bliver brug for i Aarhus Letbane, der er midt i en omstilling fra at være et rent anlægsselskab til også at være et driftsselskab. 

Michael Borre er født i 1966, uddannet Cand.merc.(mat.), reserveofficer i flyvevåbnet og har gennemført en organisationspsykologisk uddannelse. Han bor i Gentofte, men flytter til Aarhus som led i jobskiftet.  

"Som den første letbane i Danmark er Aarhus Letbane særligt spændende – og her tænker jeg også på, at Aarhus Letbane kombinerer en bybane med regionale forbindelser til Odder og Grenaa. Samtidig ser jeg et stort udviklingspotentiale i Letbanen, også fordi ambitionsniveauet i Aarhus og Østjylland er så højt. Det tiltrækker og motiverer mig meget," siger Michael Borre om sit kommende job.  

LÆS OGSÅ: Trafikstyrelsen efter møde: Letbanen forventes i drift i uge 50

Han forventer også at få gavn af sin store erfaring med samspillet mellem drift og udvikling, herunder samarbejdet med mange forskellige interessenter og leverandører. En kompleks virkelighed, der også kendetegner Aarhus Letbane.  

"Med Michael Borre har vi fundet en sjælden kombination af erfaring med både drift og udvikling, der passer perfekt til den situation, som Aarhus Letbane befinder sig i – både nu og i de kommende år," siger Johnny Hansen, bestyrelsesformand for Aarhus Letbane I/S.  

Han glæder sig til at byde den nye direktør velkommen til en virksomhed, der snart går i drift, er klar til at levere høj kvalitet på alle parametre og består af en gruppe medarbejdere, der med en særdeles dedikeret indsats har skabt Danmarks første og største letbane på blot fem år.   

Michael Borre vil først være tilgængelig for interviews i begyndelsen af det nye år, når han haft tid til at danne sig et førstehåndsindtryk af virksomheden, oplyser Aarhus Letbane.

Publiceret: 01. December 2017 13:25

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus