Aske Thorn Iversen fra Stavtrup og Navid Akbari fra Åbyhøj har været på Chemistry Camp 2009 som to ud af 40 deltagere. Campen er en sommerskole, som er arrangeret af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening, og som strækker sig over en uge på Syddansk Univ
Af Lene Andersen, presseansvarlig, UNF Chemistry Camp 2009
Når man spørger drengene om, hvorfor de vælger at bruge en uge på kemi og ikke en uge på stranden, er Navid ikke i tvivl.
"En uge med kemi giver inspiration til, om det er den vej, jeg vil gå. Desuden giver det mig også et indblik i, hvad kemi på A-niveau og højere niveauer går ud på. Jeg syntes, det er rigtig spændende," fortæller Navid Akbari fra Åbyhøj.
Til daglig går Navid på HTX Viby, og for ham er det vigtigt at få et andet syn på kemien, end det han plejer, så kemi-timerne fremover vil være mere interessante.
I løbet af sommerskolen bliver Aske, Navid og de andre deltagere ført gennem et bredt fagligt program, der både består af en studietur på Fyns Kraftværk, foredrag af topforskere og laboratorieøvelser, der udføres i universitets laboratorier sammen med universitetsstuderende, som også har planlagt øvelserne.
Navid Akbari fra Åbyhøj overvejer, om han skal beskæftige sig med kemi.
Plads til sjov
"Det hele handler ikke kun om at stå i laboratoriet og lave forskellige forsøg. Om aftenen er der også et socialt program, så vi har både været på o-løb, bowlet og haft Chemistry Camp got talent. Det er godt, der også er aktiviteter, som får os deltagere rystet sammen," fortæller Aske, der går på HTX i Århus midtby og skal til at starte i 3g efter sommerferien.
Aske Thorn Iversen fra Stavtrup.
Kemi er fedt
Udover deltagerne er der på sommerskolen også universitets studerende, der underviser deltagerne Tre af disse undervisere læser til daglig kemi og medicinal kemi på Aarhus Universitet. I det sidste lille års tid har de, ved siden af deres studier, brugt tid på at finde de rigtige forsøg, som ville kunne udfordre deltagerne.
Men hvorfor lave en sommerskole, når man beskæftiger sig med kemi hele dagen til hverdag?
"Det er fordi, kemi er fedt! Alle, der kommer på sommerskolen, har kemien til fælles," fortæller Dennis Jul Hansen, Jacob Hansen og Rebecca Sørensen, der læser kemi og medicinal kemi på Aarhus Universitet.
For dem er det ikke noget nyt at lave sommerskole. Jacob og Dennis var med til at opstarte Chemistry Camp, og de bliver gerne ved, for det at være undervisere på en sommerskole giver en masse erfaringer såsom formidling, som de vil kunne bruge senere.
Ungdommens Naturvidenskabelig Forening er en forening, der ikke blot arrangerer Chemistry Camp. Foreningen arrangerer også andre sommerskoler inden for andre naturvidenskabelige emner, og man holder foredrag i de fire lokalforeninger, Ålborg, Århus, Odense og København. Læs mere om Chemistry Camp 2009 på www.chem.unf.dk eller om UNF på www.unf.dk.