Integrationskomedien ’Dansk’ på Teatret Svalegangen er Alvin Olid Bursøes første forestilling som professionel skuespiller. Foto: Mai-Britt Jeppesen
Integrationskomedien ’Dansk’ på Teatret Svalegangen er Alvin Olid Bursøes første forestilling som professionel skuespiller. Foto: Mai-Britt Jeppesen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Alvin Olid Bursøe: Veltrænet og nøgen i pæredansk integrationskomedie

Af Mai-Britt Jeppesen

 

Som en mørklødet, veltrænet udgave af Den Lille Havfrue, sidder up coming skuespiller Alvin Olid Bursøe nøgen på en sten. Flankeret af en fuldt påklædt Anna Nøhr Tolstrup, som han spiller sammen med i stykket 'Dansk' på Teatret Svalegangen.

Det er motivet på plakaten, der skal promovere 'Dansk'.

“Det er grænseoverskridende ikke at kunne gemme sig bag et kostume. Men det var søde mennesker, jeg arbejdede med under den her fotosession, så det føltes trygt...” Alvin snupper en flaske vand på bordet og rejser sig.

“Men jo... Det er da vildt underligt at se sig selv nøgen rundt omkring i gadebilledet. Så er der nøgne Alvin i lille, nøgne Alvin i mellem og nøgne Alvin i stort format...” Med flasken peger Alvin på henholdsvis postkortet i holderen på væggen, bunken med flyere på bordet og plakaten på søjlen midt i lokalet.

I dag er den 24-årige skuespiller fuldt påklædt, da han møder Århus Onsdags journalist til interview her i Teatret Svalegangens café. Om halvanden time har han prøve på integrationskomedien 'Dansk'; ny dansk dramatik af Aleksa Okanovic med premiere 7. oktober.

Alvin er tilbage på stolen og snupper en tår af sin kildevand.

“I 'Dansk' spiller jeg rollen som den syriske flygtning Hassan, der har boet i en flygtningelejr i Danmark i tre år. Af kommunen får han tildelt et beløb til en lejlighed, og snart forelsker han sig i en pige i sin opgang. Det er selvfølgeligt dejligt, men samtidig møder han mange lukkede døre i det danske samfund, og det gør, at han ændrer sig...”

Alvin retter på kasketten, der gemmer størstedelen af de sorte krøller.

“Og så må jeg hellere passe på med at afsløre mere. Kom ind og følg med i resten,” siger han gennem et skævt smil.

Pressefoto fra Svalegangen
Pressefoto fra Svalegangen

Tal, tænk og bliv klogere

De sydlandske træk har Alvin fra sin far, der er fra Uruguay i Sydamerika. Hans mor er dansk. Selv er han født på Frederiksberg og opvokset i Vejle. Men det er ikke kun sin mørklødede hud, Alvin har til fælles med sin karakter i 'Dansk'.

“Det ikke at blive hørt eller set, det tror jeg, de fleste kan identificere sig med. Også jeg. På den måde tror jeg, de fleste vil kunne nikke genkendende til noget i forestillingen.”

Han skruer låget af flasken og tager en tår.

“Derimod har jeg ingen idé om, hvad det vil sige at flygte fra et andet land, sådan som Hassan gør det. Men jeg vil gerne forsøge at forstå, hvordan det må føles. Sådan er jeg indrettet – jeg vil gerne arbejde på at forstå ting, jeg ikke forstår.”

Aleksa Okanovic, der har skrevet stykket “Dansk”, flygtede med sine forældre som to-årig fra Beograd til Danmark.

“I 'Dansk' trækker Aleksa på sine egne oplevelser – det er ikke alt sammen fiktion. Det gør også, at det bliver meget stærkt, meget present, at spille rollen som Hassan. Det er spændende og uhyggeligt på en gang” forklarer Alvin og tilføjer:

“Forestillingen har som sådan ingen morale. Men forhåbentlig giver 'Dansk' folk lyst til at tale sammen, debattere og tænke sig om. Så vi kan blive klogere på hinanden og den verden, vi lever i. Jeg tror, at man som publikum vil gå ud fra forestillingen med en fornemmelse af at have set noget, man ikke har set før.”

Alvin nikker for sig selv.

Prøverne er lige nu i fuld gang forud for premieren på 'Dansk'. Og Alvin begynder stille og roligt at lære Hassan at kende.

“Det er, når jeg læser manus igennem første gang, jeg får det første indtryk af min karakter. Men jeg søger altid at undgå at danne mig et alt for tydeligt billede fra start. Fordi jeg helst ikke vil blive for fastlåst. Her i løbet af prøveperioden gennemgår jeg en proces, hvor jeg hele tiden arbejder og udvikler på karakteren. Selv om det er teater, og jeg bærer en maske – i enten fysisk eller psykisk forstand - er det stadig mig, der arbejder. Det kræver stor tilstedeværelse og nærvær,” forklarer Alvin.

Alvin Olid Bursøe spiller den syriske flygtning, Hassan, i ’Dansk’. Her ses han på scenen sammen med sin medskuespiller, Mads Nørby. Foto: Montgomery
Alvin Olid Bursøe spiller den syriske flygtning, Hassan, i ’Dansk’. Her ses han på scenen sammen med sin medskuespiller, Mads Nørby. Foto: Montgomery

Et kreativt frirum

Alvin er uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole og blev færdig i sommer. 'Dansk' er hans første forestilling som professionel, ligesom det er hans første forestilling på Teatret Svalegangen.

“Det er da en vild følelse at kunne kalde sig færdiguddannet skuespiller!”

Alvin lader sig falde tilbage mod det bløde ryglæn.

“Jeg kan godt mærke den forandring, det er at komme fra de trygge og vante rammer på uddannelsen til nu at kunne kalde mig professionel og få voksenløn. Der er ligesom nogle andre forventninger til en. Ikke at jeg ser det som et pres... Nærmere som en fed udfordring.”

Allerede fra barnsben har Alvin villet være skuespiller.

“Den der følelse af at skabe noget sammen med andre, det fællesskab der opstår, når man er sammen om en forestilling, det har jeg altid godt kunne lide. Jeg kan huske, at det jeg glædede mig allermest til i gymnasiet, var de årlige skolemusicals. Måske fordi det gav mig en form for kreativt frirum, et frikvarter fra det mere strukturerede uddannelsessystem,” Alvin trækker på skuldrene.

Vi ved det godt alle sammen: skuespillerfaget er en usikker størrelse. Det er en branche, hvor man som løst tilknyttet freelancer - sådan som Alvin er det - sjældent kender sin jobsituation mere end to, maks. tre år frem i tiden.

“Men det er netop en af grundene til, jeg har valgt faget. Det er en konstant foranderlig størrelse med mange udfordringer. Så faktisk vil jeg sige, at usikkerheden omkring, hvornår der er arbejde, fylder mindre set i forhold til hvor spændende, jeg synes, det er, når der så er arbejde.”

Scenografien er enkel, mestendels mørk, men med et high-tech præg i ’Dansk’, som kan opleves på Teatret Svalegangen fra 7. oktober. Foto: Montgomery
Scenografien er enkel, mestendels mørk, men med et high-tech præg i ’Dansk’, som kan opleves på Teatret Svalegangen fra 7. oktober. Foto: Montgomery

Det skal give mening

Og arbejde har Alvin et godt stykke frem i tiden. Hans næste projekt er stykket 'Revolt. She said. Revolt again' af den britiske dramatiker Alice Birch. En forestilling, der spiller på Husets Teater i København 24. februar til 24. marts. Dernæst spiller han med i sci-fi forestillingen 'Lav Sol' på Aarhus Teaters Studio scene fra 4. maj til 2. juni. Meget forskellige stykker, som Alvin ser frem til at få op under neglene.

“For mig afhænger det meget af materialet, om jeg finder et stykke interessant. Det er vigtigt, at det er godt skrevet, og at der er et godt flow. Materialet skal ville mig noget. Ville publikum noget. Og så skal det selvfølgelig give mening for mig at lave det...” Alvin tøver kort. Så fortsætter han:

“Kan jeg være med til at fortælle en historie, der er større end os, der står på scenen, ved at være tredje træ fra højre, så er jeg gerne tredje træ fra højre. For mig handler det om at være tro mod mig selv og mod det materiale, jeg står med. Som skuespillere, mener jeg ikke, vi skal være for snobbede til at gøre vores arbejde. Selv hvis opgaven måtte være i en lille flække - man får erfaring alle steder. “

Alvin suger de sidste dråber vand ud af plastflasken.

“Det handler om at være nysgerrig, søge nye udfordringer og turde prøve grænser af.”

Han smiler og trommer med den tomme flaske på knæet.

 

I ’Dansk’ spiller den 24-årige up coming skuespiller Alvin Olid Bursøe overfor blandt andre Anna Nøhr Tolstrup. Foto: Montgomery
I ’Dansk’ spiller den 24-årige up coming skuespiller Alvin Olid Bursøe overfor blandt andre Anna Nøhr Tolstrup. Foto: Montgomery

Publiceret: 04. Oktober 2017 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt