Kommunalvalg 2017
Alternativets 11 kandidater til kommunalvalget. Alle er sideordnede, og det betyder, at kandidater med flest personlige stemmer bliver valgt.
Alternativets 11 kandidater til kommunalvalget. Alle er sideordnede, og det betyder, at kandidater med flest personlige stemmer bliver valgt.
Foto: Lars Pallesen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Alternativet klar: Men hvad med ligestillingen?

Alternativet Aarhus opstiller 11 byrådskandidater til kommunalvalget. Men kun tre af dem er kvinder

Kandidaterne:

Liv Gro Jensen, Henrik Hjortshøj, HC Molbech, Hosein Mirshahi , Sander Jensen og Lissi Bagge, Marie Ambrosius, Thor Clasen Jonasen og Mohamed Mroue, Faisal Mohamed og Jan Birch Sørensen.

Alternativet Aarhus opstiller 11 byrådskandidater til kommunalvalget i november.

Men noget springer én i øjnene, når man ser holdet: Kun tre ud af de 11 er kvinder.

Det til trods for, at moderpartiet siden grundlæggelsen i 2013 har haft ligestilling som en mærkesag, og som noget af det første i partiets vedtægter fremhæver mangfoldighed som én af grundpillerne.

Forperson for lokalafdelingen, Tenna Duch Schaldemose, vedkender sig, at det kniber med mangfoldigheden.

“Jeg erkender, at vi ikke har lige mange kvinder og mænd. Vi har gjort en indsats for at anspore flere til at stille op, men vi er ikke lykkedes godt nok. Det er første gang, vi stiller op i Aarhus og lokalafdelingen blev stiftet i september, så vi har haft svært ved at nå alle potentielle kandidater. Næste gang har vi en klar ambition om, at det står bedre til på ligestillingsfronten,” slår hun fast og fortæller, at alle de kvinder, som ønskede at kandidere, blev valgt, og at det især er nervøsitet for, om et byrådsarbejde trækker for store veksler på privatkontoen, der har gjort, at flere kvinder har holdt sig tilbage.

Tenna Duch Schaldemose regner dog med, at det bliver lettere at tiltrække kvinderne ved næste valg.

“Jeg forventer efter valget i november, at vi får nogle byrådsmedlemmer, hvis erfaring vi kan trække på, så vi kan sige til potentielle kandidater, hvad det vil betyde for ens liv at sidde i byrådet.”

Boykotter ikke debatter

I oktober skabte Alternativet en del larm i medierne, da man meldte ud, at paneldebatter bestående af kun mænd ville blive boykottet.

Har I også den holdning her i Aarhus?

“Nej. Det var noget larm, der blev lavet fra Christiansborgs side, og vi støtter 100 procent op om det, men det er ikke noget, vi vil opretholde i kommunale debatter. Men vi ønsker også, at vi meget hurtigt i Aarhus når derhen, hvor det slet ikke er relevant at diskutere, fordi ligestilling er en selvfølge.”

Med jeres hold gør I det jo ikke lettere at sørge for ligestilling i debatterne...

“Det synspunkt kan jeg sagtens følge, og vi er også ærgerlige over, at vi ikke er repræsenteret med flere kvinder,” siger forpersonen for Alternativet Aarhus, hvis kandidater opstilles sideordnet.

Det vil sige, at partistemmerne går til de kandidater med flest personlige stemmer.

“Vi går til valg som et hold og for at få Alternativet i byrådet - ikke den enkelte. Vi har ikke nogen erfarne politikere på holdet, og det skal være vælgerne, der bestemmer.”

Peger ikke på nogen endnu

Leder af partiet, Uffe Elbæk, har tidligere meldt ud, at man i Aarhus går efter fire mandater og en rådmandspost.

“Det resultat vil være ikke være spor kede af, og det arbejder vi mod, men vi vil også være tilfredse med to mandater. Vi har et rigtig godt grundlag i Aarhus med over 1.000 medlemmer, og vi fornemmer, at der er et ønske om, at Alternativet kommer i byrådet her i byen,” siger Tenna Duch Schaldemose, som endnu ikke kan sige, hvilke mærkesager partiet går til valg på.

“Så langt er vi ikke i processen. Vi har først lige valgt vores kandidater, og de skal være med til at beslutte, hvad de ønsker at gå til valg på. Der er selvfølgelig vigtige ting i partiets DNA så som bæredygtighed, socialpolitik og afbureaukratisering, men hvordan det udfolder sig til en mærkesag i Aarhus, mangler vi at diskutere.”

Hvem peger I på som borgmester?

“Det vil jeg helst ikke melde ud på nuværende tidspunkt. Vi har nogle overvejelser omkring, hvad vores borgmester i Aarhus skal arbejde for, og der er én kandidat umiddelbart nok mere relevant end en anden, men lige nu holder vi mulighederne åbne,” siger Alternativets forperson med et vaskeægte politikersvar.

Publiceret: 24. Maj 2017 11:30
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!