Sportschef Peter 'PC' Christiansen sammen med cheftræner David Nielsen.
Sportschef Peter 'PC' Christiansen sammen med cheftræner David Nielsen.
Foto: Ritzau/Anita Graversen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

AGF-sportschef forventer roligt transfervindue: "Vi har mere end rigeligt"

Peter 'PC' Christiansen er tilfreds med sin nuværende trup, men erkender, at der har været "for langt imellem snapsene"

19 kampe. 19 point. Og en 11. plads med udsigt til endnu en omgang nedrykningskampe.

En hård halvsæson i efteråret har nok fået en del AGF-fans til at sukke efter forstærkninger i indeværende vintertransfervindue. 

Men der er ingen grund til at sætte næsen op efter det store. Det slog sportschef Peter 'PC' Christiansen fast efter torsdagens træning. Den første efter juleferien.

"Vi kommer ikke til at være voldsomt aktive. Ikke i den volumen, som vi har været tidligere. Det bliver et roligt transfervindue," understregede han og ville ikke uddybe om det indbefatter nul, en eller flere tilgange. 

LÆS OGSÅ: AGF-spiller melder fra til landsholdstur

"Vi har en stor trup med mange talenter ved siden af det, så jeg vil ikke udelukke, at der sker et eller andet, men den bredde og størrelse, truppen har, er mere end rigeligt. Ydermere har vi fået Björn Daniel Sverrisson tilbage fra et lån, og Adama Guira er tilbage fra en skade. Det er spillere, hvor vi føler, at der er noget i vente."

Ifølge sportschefen føler man sig især godt besat i angrebet og på midtbanen, så sker der noget, kan det meget vel blive i forsvaret.

Den 25-årige, hollandske forsvarsspiller Ruben Ligeon med fortid i Ajax Amsterdam og Slovan Bratislava skal da også tilbage og prøves af i nogle testkampe. Han var på også på besøg før jul. 

Peter 'PC' Christiansen fastslår, at det ikke kun er truppens størrelse, han er tilfreds med. Det er bestemt også kvaliteten.

"Det letteste i verden ville være at sige, at vi bare skal hente nogle spillere. Det har denne klub gjort i årevis. Men engang imellem er det sundt at møde noget modgang sammen som gruppe. Det har vi så sandelig også gjort, men vi tror også på, at vi kan arbejde os ud af det. De analyser, vi laver på de enkelte spillere og holdet, giver os en tro på, at vi kan få et godt fodboldhold ud af den gruppe, vi har."

LÆS OGSÅ: Klumme: Lad nu være med at gå i panik i vinterpausen!

I fik jo masser af ros for nyindkøbene i sommerens transfervindue, og mange var meget optimistiske. Er du skuffet over, at det ikke gik bedre med dine indkøb?

"Tjah. Jeg er mere skuffet over, at vi ligger, som vi gør. Jeg synes jo, at truppen berettiger til mere, men facts er facts, og 19 kampe har ikke udløst det antal point, der gør, at vi kan sige, at vi er tæt på top seks. Men vi skal nok få set den kvalitet, de spillere indeholder."

Men har dine nyindkøb leveret, som du havde forventet?

"Nej. Jeg vil altid gerne have mere. Der er nogen, som momentvis har vist det, der skal til, men der har været for langt imellem snapsene."

Transfervinduet lukker 31. januar.

AGF spiller første Superliga-kamp i det nye år på udebane mod Hobro mandag den 12. februar.

Publiceret: 04. Januar 2018 12:44

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus