Kasper Junker scorede to mål og leverede en assist mod FC Helsingør. Han var kampens klart bedste spiller.
Kasper Junker scorede to mål og leverede en assist mod FC Helsingør. Han var kampens klart bedste spiller.
Foto: Ritzau Foto/Gregers Tycho
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

AGF gjorde vittige typer til skamme: Sikker sejr over hold i krise

Med en 5-1-sejr over Helsingør er AGF ikke så langt væk fra top seks

AGF bliver tit skudt ting i skoene. Ikke mindst for at være eksperter i at sætte klubber i krise i gang. Hvem husker ikke Randers-kampen i starten af måneden?

Der gik da heller ikke mange sekunder, før folk på de sociale medier gjorde sig vittige over, at eksperterne igen var i gang, da FC Helsingørs Anders Holst efter syv minutter scorede til 1-0 overfor et passivt AGF-forsvar. 

FC Helsingør havde før fredag aftens hjemmebanekamp tabt tre kampe i træk, men oprykkernes krise blev forlænget, og de jokende Twitter/Facebook-typer blev gjort til skamme, da AGF kunne vende snuden mod Aarhus med en flot 1-5-sejr i bagagen.

Helsingør var klart bedst i starten af kampen, men efter 20. minutters spil vendte det hele, og aarhusianernes målfest begyndte.

LÆS OGSÅ: Endnu engang røde tal i AGF: Ni millioners underskud i årsregnskab

Kasper Junker opsnappede en lang bold, spillede uselvisk Tobias Sana fri, som sikkert sparkede kuglen ind langs nærmeste opstander.

Syv minutter senere måbede hele stadion. Grunden var, at Helsingørs målmand Mikkel Bruhn begik årets største målmandsbrøler, da han gik helt forkert af et totalt ufarligt frispark, som han bare skulle samle op. I Men bolden gik forbi ham og blev hapset af Kasper Junker, som prikkede den ind i et frit mål.

Helsingør var ikke uden chancer. Blandt andet havde Anders Holst et brag på stolpen i en situation, der lignede 1-0-målet, men Glen Riddersholms meget offensive opstilling med tre angribere bar igen frugt to minutter før pausefløjt.

Kampens spiller, Kasper Junker, tog et flot løb op af højre langside, trak ind i banen, væk fra en forsvarer, og tæskede bolden over i det lange hjørne til 1-3.

Fortsatte målfesten

Junker blev pillet ud med en halv time tilbage af kampen, men ti minutter forinden havde kollegaen Morten 'Duncan' Rasmussen med et kraftfuldt hovedstød pandet et hjørnespark i mål til 1-4.

Ind for Junker kom André Riel til buh-råb fra hjemmeholdets fans, der ikke har tilgivet det nylige skifte til Aarhus.

Han kunne se holdkammerat Jacob Ankersen sende AGF på 1-5, da Adama Guira spillede ham fri mod målmanden gennem midten. Ankersen afdriblede let Helsingørs-målmanden og prikkede i mål.

LÆS OGSÅ: Klasseforskel: AGF kunne have tabt meget større

Riel var ikke mange centimeter fra at score mod sit gamle hold med otte minutter igen, men den unge angribers skud fra feltet røg snert forbi stolpen.

AGF rejste sig på fornemste vis efter mandagens store nederlag til FC Midtjylland.

Et par timer før aftenens kamp offentliggjorde AGF et årsregnskab med et ni millioner kroner stort underskud, hvor man samtidig slog fast, at målsætningen og forventningen er en plads i top seks i denne sæson.

Med sejren er klubben på en foreløbig syvendeplads med 14 point for 11 kampe.

Publiceret: 29. September 2017 19:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt