Foto: Badmintonphoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Aarhusiansk danmarksmester imponerer landstræner

Den danske badmintonlandstræner Kenneth Jonassen og badmintonekspert Jim Laugesen er imponeret over aarhusianske Anders Antonsen, som for alvor er slået igennem i denne sæson

DANIEL WINTHER PEDERSEN
JPAARHUS

Den aarhusianske badmintonspiller Anders Antonsen rundede i weekenden en stor sæson af, da han leverede en imponerende indsats mod den olympiske mester Chen Long i semifinalen ved Superseries-turneringen Hong Kong Open.

Godt nok vandt 20-årige Anders Antonsen ikke, men han fik kineseren ud i tre sæt, hvor danskeren endda var foran i det sidste og afgørende.

Selvom aarhusianeren kan pryde sig af at være blevet danmarksmester og sølvvinder ved EM i år, mener Jim Laugesen, der er tidligere badmintonspiller og nuværende badmintonekspert hos TV 2 Sport, at præstationen mod Chen Long i weekenden i Hong Kong er det største, Anders Antonsen har leveret i sin karriere.

"DM handler mere om ære. I badminton konkurrerer danskerne ikke mod hinanden, men mod verdenseliten. Derfor er det også på det plan, man skal vurdere Anders Antonsens 2017. Det er fantastisk at vinde DM, men det er netop præstationen i f.eks. Hong Kong Open, hvor han spiller helt op mod Chen Long i en semifinale, at han skriver sig ind som en spiller, man skal tro på i fremtiden," siger Jim Laugesen.

Semifinalen var Anders Antonsens tredje af slagsen i Superseries-turneringer i år. Allerede i marts kom han i semifinalen ved India Open, hvor han tabte til verdens nummer 7, Chou Tien Chen, i slutningen af oktober var det i French Open og senest altså i weekenden i Hong Kong Open.

Inden 2017 havde den unge aarhusianer kun deltaget ved to Superseries-turneringer i sin karriere, og derfor er Jim Laugesen også overrasket over den sæson, Anders Antonsen har haft i år.

"Det er et år siden, at Anders Antonsen sagde de famøse ord 'I’m the next one', og han har taget nogle rigtig store skridt på vej mod det. Han spiller en fremragende kamp mod Chen Long, hvor det er mirakelredninger og mirakelspil fra kineserens side, der gør, at Anders Antonsen ikke vinder og kom i finalen. Det er de skridt, han har taget i år, og det overrasker mig meget, at han allerede er på det niveau nu," siger Jim Laugesen.

Lærer af højeste niveau

En af dem, som har fulgt Anders Antonsens gennembrudssæson i år på tætteste hold, er landstræner Kenneth Jonassen.

Han er imponeret over Anders Antonsens præstationer de seneste 12 måneder, men landstræneren mener ikke, at det er kommet ud af den blå luft.

"Det er svært at blive ved med at være overrasket over Anders. De tre Superseries-semifinaler, han har været i, er jeg en smule overrasket over. I French Open slog han Chen Long i kvartfinalen, og han var i Denmark Open tæt på at slå Son Wan Ho, der lå nummer et på verdensranglisten på det tidspunkt. Jeg er meget positiv over den udvikling, han har haft, men jeg er i bund og grund ikke overrasket over den," siger Kenneth Jonassen.

Landstræneren mener, at Anders Antonsen i denne sæson især har gjort sig mange nyttige erfaringer om, hvad det vil sige at være professionel badmintonspiller på højeste niveau.

Der er nemlig stor forskel på at spille Grand Prix-turneringer, niveauet under Superseries, hele året til at spille mod verdens bedste hele tiden.

"Han er blevet klogere på, hvordan han bliver påvirket fysisk og mentalt over en hel badmintonsæson på højeste niveau. Han har også haft nogle udfald i år, som han ikke havde i 2016, men han er kommet stærkt igen, hver gang han har haft en nedtur. Han er stille og roligt ved at finde sin måde at gøre tingene på, og han er ved at lære at holde hovedet klar til en lang turnering," siger Kenneth Jonassen.

Mangler stadig fysik

Anders Antonsen ligger lige nu nr. 13 på verdensranglisten og har altså stadig et stykke op til landsmanden og verdensmesteren Viktor Axelsen, der topper listen.

Jim Laugesen tror, at Anders Antonsen har evnerne til at komme helt op i toppen af verdenseliten, men der er især et område, som skal forbedres, hvis det skal ske, mener badmintoneksperten.

"Han mangler fysik. Hvis man tager nogle af de kampe, han har tabt, er det flere gange, fordi han taber på fysikken. Han siger det også selv, at han skal kunne spille et kvarter længere. Anders er ofte ude i lidt for lange kampe i turneringerne, fordi han ikke har samme power som Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen. Han kan ikke bare klappe bolden nedad hele tiden. Men han er kun 20 år, så det er meget naturligt," siger Jim Laugesen.

Landstræner Kenneth Jonassen er stort set enig i den vurdering og peger også på andre områder, som skal forbedres.

"Det er en evig rejse på det fysiske område. Jeg mener, at vi har 20-25 pct., vi kan lægge på hans fysik. Det vil gøre det nemmere for ham at bevæge sig rundt, han kan gøre det hurtigere, og han vil kunne blive ved med at lave temposkift, som er altafgørende. Samtidig skal han bygge nogle nuancer på hans defensiv. Det er den samlede pakke. Lægger man bare 2-3 pct. på alle parametrene, er han langt," siger Kenneth Jonassen.

Publiceret: 28. November 2017 09:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus