Fire nydanske kvinder, der har kæmpet for personlig frihed, besøgte Gellerup

Fire fremtrædende nydanske kvinder er gået sammen for at sætte fokus på de svære vilkår, nydanske kvinder har

Af
Af Bente Tahmasbi Hansen

12. marts fik Eutopia-scenen i Gellerup besøg af fire kendte kvinder, der hver især har kæmpet sig til frihed og nu gerne vil hjælpe andre kvinder til at bestemme over deres liv. De fire kvinder er danske, men har alle rødder i Mellemøsten.

Geeti Amiri, Natasha Al-Hariri, Khaterah Parwani og Halime Oguz behøver ikke længere at kæmpe for deres egen tilværelse, men de vil gerne hjælpe andre.

Fire skæbner - en kamp

Det vil Abdel Aziz Mahmoud også. Han er kendt som studievært, erklæret homoseksuel og født i De Forenede Arabiske Emirater. Denne aften havde han til opgave at styre kvindernes samtale. Og den tyrkiske sangerinde, Luna Ersahin, som aarhusianerne blandt andet kender fra åbningen af Kulturby 2017, sang.

Læs også: VIDEO: Martin Brygmann lægger satren på hylden 

Tyrkiske Halime Oguz er brudt ud af sit arrangerede ægteskab, palæstinensiske Natasha Al-Harir har valgt at gå med tørklæde samtidig med, at hun holder jul for sine børn, og Geeti Amiri forlod som 17-årig sin afghanske familie på grund af dens kvindesyn og en voldelig storebror. Afghanske Khaterah Parwani er så heldig at have en progressiv far, der støttede hende i kampen mod det traditionelle kvindesyn, men det var ikke uden kaos.

De er alle rutinerede foredragsholdere. På Eutopias scene talte de om henholdsvis retten til egen krop, valget om at gå med tørklæde eller ej, om frit at følge kærligheden og om at samle sig selv op efter et brud med sin kultur.

Et fælles mål

“Vi fire kvinder er faktisk uenige om rigtig meget, men en ting kan vi stå sammen om, og det er kvindekampen. Vi har et fælles mål om frihed for alle til at bestemme over deres eget liv,” siger Geeti Amiri, der er forfatter, lærerstuderende og debattør netop med fokus på den nydanske kvindekamp.

Læs også: John Mogensen på den røde løber

Deres udfordringer har været forskellige, men målet er det samme, og trods forskellene hører de alle til under samme store kvindesagsparaply.

“Mange kvinder har ikke retten til at elske den, de vil, retten over egen krop eller retten til at tage tørklæde på eller af. Vi nydanskere skal tale sammen om det og ikke bare være noget, der bliver talt om af Christiansborgpolitikere,” mener Geeti Amiri.

De fire debattører har for nylig stået på scenen to gange på Bremen i København med stor succes. Derfor tager de nu rundt i Danmark og taler for at sætte gang i udviklingen.

“Os i minoritetsmiljøet skal selv gøre noget. Det er vigtigt, at de unge kommer på banen. Heldigvis kunne vi i København se, at publikum i høj grad var unge med minoritetsbaggrund. Vi håber, at også Gellerups ungdom vil møde op,” opfordrer hun.

 

Publiceret 08 March 2018 06:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV