De bestemmer, hvad der er god kunst

De kunstfaglige råd skal sikre, at ingen politikere skal tage stilling til, hvilken kunst der skal have del i skatteborgernes penge

Af
Af Louise N. Burmeister

Hvilken kunst skal hænge på Hjerneskadecentret i Aarhus?
Det var en af opgaverne for Billedkunstudvalget i 2015. De tre daværende medlemmer af udvalget besluttede at give 60.000 kroner til billedkunstner og billedvæver Sanne Ransby for 22 små og store værker.
Aarhus Kommune har udover et Billedkunstudvalg også et Kunstråd på seks medlemmer og et Musikudvalg på fire medlemmer.
De kunstfaglige råd tager stilling til fordeling af størstedelen af de frie midler på kulturområdet - det vil sige midler, der ikke ydes som faste tilskud til kulturinstitutionerne.
Kunstråd: Vi skal blande os
Med et såkaldt armslængdeprincip undgår man, at politikerne uddeler penge direkte til kunsten.
Ifølge professor i Statskundskab og institutleder, Peter Munk Christiansen, så er det generelt en rigtig god idé med kunstfaglige råd.
“Politikerne har sjældent forstand på kunst, derfor lader man folk med særlig viden tage sig af at fordele pengene ned på de enkelte projekter,” forklarer Peter Munk Christiansen.
Risikerer man ikke at skabe nogle konstruktioner, hvor kolleger sidder og uddeler penge til hinanden?
“Jo, det gør man, og jeg tror aldrig, man finder en perfekt konstruktion. Men når det handler om skøn, som det i høj grad gør med kunst, så er det vigtigt at have stor åbenhed om beslutningerne,” siger Peter Munk Christiansen.
I alt råder Billedkunstudvalget i Aarhus over 300.000 kroner, som de hvert år indkøber kunst til Aarhus Kommunes bygninger og institutioner for. Kunstrådet uddeler støttekroner fra Kulturudviklingspuljen og Puljen for flerårige basistilskud i alt godt 5,8 millioner kroner årligt. Musikudvalget skal granske ansøgninger til Musikpuljen, der har et budget på cirka 1,9 millioner kroner.

82 kandidater

I alt kom der ansøgninger fra 82 personer til de kunstfaglige råd.
Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) har drøftet alle kandidater med Kultursamvirkets (sammenslutning af kulturinstitutioner og organisationer i Aarhus, red.) bestyrelse og derefter udpeget de 11 nye medlemmer af både Kunstråd, Musikudvalg og Billedkunstudvalg.
“Vi har lagt vægt på, at medlemmerne har en relevant kunstfaglig uddannelse eller kunstnerisk indsigt erhvervet gennem kunstnerisk praksis.
Desuden skal medlemmerne have indsigt i blandt andet udviklingstendenser på deres kunstområde,” lyder det fra Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse.
Medlemmerne af de kunstfaglige råd bliver valgt for fire år ad gangen.


KUNSTRÅDENE

 
Medlemmerne:

Billedkunstudvalget: Formand Katja Bjørn, Else Ploug Isaksen, Michael Roloff.


Musikudvalget: Formand Christian Vuust, Anne Jensen, Mette Dahl Kristensen, Mathias Jæger. 

Kunstrådet: Formand Gunvor Ganer Krejberg, Kasper Daugaard Poulsen, Thorkild Andreasen, Birgitte Kristensen, Mathias Jæger, Else Ploug Isaksen

Det tjener de:

  • Medlem af Kunstrådet og Musikudvalget: 37.000 kr., formænd: 46.250 kr. årligt.
  • Medlem af Billedkunstudvalget: 25.000 kr., formænd: 31.250 kr. årligt.
  • Derudover får de et honorar for evalueringsopgaven, og medlemmer af Billedkunstudvalget får honorar for deltagelse i større udsmykningsopgaver - op til 5.000 kr. pr. medlem pr. opgave.
  • I alt koster de kunstfaglige råd kommunen cirka 500.000 kroner årligt.

Arbejdsopgaver:

  • Tildele støtte
  • Kunstfaglig evaluering
  • Rådgiver for byråd og administration
  • Indkøbe kunst (Billedkunstudvalget)
  • Være besøgende i kulturlivet

Publiceret 12 January 2018 10:00

SENESTE TV