Illustration af Verdenspladsen og de omgivende bygninger, der udgør en stor del af det kommende sports- og kulturcampus i Gellerup.

Illustration af Verdenspladsen og de omgivende bygninger, der udgør en stor del af det kommende sports- og kulturcampus i Gellerup.

Sports- og kulturcampus:

Sådan ser Gellerups nye samlingssted ud

Planerne for det nye sports- og kulturcampus er afsløret

"Hvor ser det bare fantastisk ud. Det er byens nye attraktion og mødested og bliver et kæmpe løft for hele Gellerup og hele byen. Det er en drøm, der går i opfyldelse. I har været med til at skabe en perle i området."
Med disse ord præsenterede kulturrådmand Rabia Azad-Ahmad planerne for det nye sports- og kulturcampus, der kommer til at ligge ved Gellerupbadet i hjertet af Gellerup. Præsentationen foregik ved, at rådmanden og flere andre interessenter afslørede et 40 kvadratmeter stort banner med beskrivelse og illustration af det kommende sports- og kulturcampus.
LÆS OGSÅ: Samlingssted skaber 2-300 nye arbejdspladser i Gellerup
"Det vil være med til at omdanne hele Gellerupparken til et sted med trygge og sunde fællesskaber, der binder alle slags mennesker sammen," sagde Rabia Azad-Ahmad.
Herunder kan du se Lokalavisens direkte sending fra afsløringen i formiddags:

Campusset består af en centralt placeret og delvist overdækket Verdensplads, der indbyder til ophold, leg og aktiviteter. Verdenspladsen bliver omgivet af tre bygningskomplekser.
Dels et bibliotek og samlingshus for afdeling 4 i Brabrand Boligforening med blandt andet øvelokaler, værksted og en multisal.
Dels et bevægelseshus, som går under navnet Cirkhuset, med plads til sport, gøgl, cirkus og klatring med mere. Dette hus har Salling Fondene givet 25 millioner kroner til:
LÆS OGSÅ: Salling donerer 25 millioner kroner til bevægelseshus i Gellerup
Den tredje bygning bliver det såkaldte Verdensbad, som enten bliver et helt nyt svømmebad eller en ombygning af Gellerupbadet.
Derudover består campusset af to udendørs faciliteter: Byparken og Kunstgræsbanen Arena Vest, der allerede er i brug.

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad taler til afsløringen i Gellerup. Foto: Eva Lund Sørensen

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad taler til afsløringen i Gellerup. Foto: Eva Lund Sørensen

Gellerup og hele Aarhus

Både kulturrådmanden og den nuværende rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, lægger vægt på, at det nye samlingssted både skal løfte Gellerup og binde området sammen med resten af Aarhus.
"For mig er det vigtigt, at projektet ikke kun skal fylde matriklen, men arkitekterne skulle også tænke ind, at bygningerne og indholdet skal åbne sig op ikke kun for lokalområdet men for alle aarhusianere og mange andre," sagde Bünyamin Simsek i sin tale ved afsløringen af planerne.
Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening har ambitioner om at det nye campus skal tiltrække op mod 600.000 besøgende om året fra nær og fjern.

Illustration af bygningen, der indeholder bibliotek og beboerhus, og er domineret af træ.

Illustration af bygningen, der indeholder bibliotek og beboerhus, og er domineret af træ.

Bryde med strukturerne

Det er arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen, der har vundet konkurrencen om at skulle tegne det nye sports- og kulturcampus. Vinderarkitekterne fortæller, at man haft stor fokus på at bryde med Gellerupparkens retvinklede bygninger, så de tre bygninger kommer til at ligge på skrå rundt om Verdenspladsen.
"Det er vigtigt for os at bryde strukturerne, og det bliver et meget åbent rum med stor intimitet, der er så meget som muligt i øjenhøjde med brugerne. Man kan se ind og ud af bygningerne og slå døre og porte op, så det bliver et sted fuld af liv," fortæller Trine Berthold, associeret partner i Schmidt Hammer Lassen.
LÆS OGSÅ Forventningens glæde i Gellerup: Bevægelseshus til 73 millioner kroner klar i 2020
Den fælles bygning med bibliotek og beboerhus bliver lavet meget af træ, mens bevægelseshuset vil blive bygget af af genbrugsbeton og aluminium.
"Vi har haft en bæredygtig tilgang til projektet. Både socialt i forhold til at det skal være et trygt og indbydende sted i øjenhøjde samt i forhold til materialer og drift," fortæller Trine Berthold.
Byggeriet af biblioteket, samlingshuset og Cirkhuset går i gang i løbet af 2019. Det samlede sports- og kulturcampus står færdigt i 2020.
 

Trine Berthold fra Schmidt Hammer Lassen fortæller om arkitektfirmaets vinderprojekt, der skal føres ud i livet i Gellerup. Foto: Eva Lund Sørensen.

Trine Berthold fra Schmidt Hammer Lassen fortæller om arkitektfirmaets vinderprojekt, der skal føres ud i livet i Gellerup. Foto: Eva Lund Sørensen.

Publiceret 20 December 2017 15:00

SENESTE TV