Inger Bak (t.v.) og Ellen Kronborg, der begge er beboere på Sandkåsvej, frygter, at der på grunden bag dem bliver bygget ungdomsboliger i fem etager.

Inger Bak (t.v.) og Ellen Kronborg, der begge er beboere på Sandkåsvej, frygter, at der på grunden bag dem bliver bygget ungdomsboliger i fem etager.

Hasle-boliger:

Kritik får kommunen til at gå fra fem til tre etager

Nabo-kritik fører til, at Aarhus Kommune i nyt forslag åbner for at sænke højden på dele af kommende byggeri på Sandkåsvej

Af
Louise Nyvang Burmeister

Dele af det planlagte fem etagers kollegiebyggeri i Hasle kan i stedet blive til tre-etagers familieboliger.
Det vil fremgå af kommunens nye forslag til lokalplan, som byrådet skal tage stilling til sidst på året eller først i det nye år.
Da kommunen sidste år sendte planerne om fem etagers studieboliger i forudgående høring blandt områdets beboere, medførte det flere kritiske høringssvar.
Det kræver en ændring af kommuneplanens rammebestemmelser for området, hvis der skal kunne bygges i fem etager på grunden.
Inger Bak var en af de godt 30 beboere på Sandkåsvej i Hasle, som skrev under på et fælles høringssvar til kommunen.
“Jeg synes, det er for galt, at man kan tillade byggeri i fem etager her. Det er rigtig mange mennesker, der kommer til at bo på et lille område, hvor der er ældreboliger lige ved siden af,” siger Inger Bak, der bor i nummer 37.
Også hendes nabo længere nede af vejen Ellen Kronborg i nummer 17 er nervøs for planerne om ungdomsboliger i fem etager.
“Det er ikke, fordi vi har noget imod unge mennesker, men vi frygter, at det kan give yderligere uro i et allerede belastet område, når så mange unge er samlet på et sted,” siger Ellen Kronborg.
Beboerne på vejen er også bekymrede for indbliksgener i haverne og lysindfald i deres etplans-lejligheder, hvis kommunen giver tilladelse til fem etager og en bygningshøjde på 17 meter.

Lokalplanen skal i byrådet

De kritiske røster kan dog ende med at ændre kommunens oprindelige plan.
Ifølge byplanlægger Karen Grimastad fra Center for Byudvikling og Mobilitet i kommunen peger det kommende forslag til ny lokalplan på to løsninger.
“Vi lægger op til to muligheder. Den ene er, at man bygger kollegieboliger på hele grunden. Den anden er, at man laver kollegieboliger på en del af grunden, og på den anden del, der vender ind mod naboerne mod øst, etableres familieboliger i makismalt tre etager,” oplyser Karen Grimastad.
Den endelige udformning af det nye forslag til lokalplan for området offentliggøres, når forslaget er klar til behandling i byrådet.
Herefter kommer det godkendte lokalplansforslag i otte ugers offentlig høring.

Publiceret 01 November 2016 08:00

SENESTE TV