Aarhus bruger 80 millioner kroner på at flytte skole

Stensagerskolen i Viby flytter ud på Ellekærskolen

Stensagerskolen i Viby, der er en skole for handicappede børn, flytter ind på Ellekærskolen i Aarhus V.

Det er blevet endeligt besluttet på dagens byrådsmøde på Aarhus Rådhus.

Alle politikerne, der tog ordet på byrådsmødet, var enige om, at specialskolen i Viby i den grad har brug for bedre fysiske  rammer til både elever og ansatte. Alle uden undtagelse gav samtidig udtryk for, at det har været en svær beslutning at træffe, at handicapskolen skal flytte ind på Ellekærskolen. Alle partier pånær Enhedslisten har dog endt med at stemme ja til denne løsning.

I videoen herunder fortæller Stensagerskolens leder om skolens nuværende fysiske forhold:

Beslutningen har været svær, fordi man på Ellekærskolen frygter, det kommer til at ske på bekostning af skolens egne elever og ansatte. Som konsekvens af beslutningen skal specialklasserne på Ellekærskolen flyttes til en anden skole.

"Det er forståeligt, at det møder modstand, men vi har undersøgt alle andre muligheder og er nået frem til, at dette er den bedste løsning, selvom det måske ikke lige nu ser sådan ud for de 30-40 børn i specialklasse, der skal flytte i 2020 eller 2021," siger Eva Borchorst Mejnertz fra Radikale Venstre, der er formand for Børne- og Ungeudvalget i Aarhus Kommune.

 

Udvalgsformanden oplyste på byrådsmødet, at Aarhus Kommune har ekstremt gode erfaringer med at flytte specialklasser, og at kommunen vil bestræbe sig på at flytte specialklasserne samlet til én skole, så de bevarer deres kammerater og ikke spredes for alle vinde.

For et par år siden besluttede byrådet, at Stensagerskolen skulle renoveres. Det er siden blevet droppet til fordel for planerne om at flytte ud på Ellekærskolen.

LÆS OGSÅ: Stensagerskolen skal renoveres for 33 millioner kroner

"Drømmen var at bygge at en helt ny skole, men det har vi ikke råd til. Det ville være uansvarligt overfor byens andre folkeskoler, der så skulle spare," sagde Børn og Unge rådmand Thomas Medom på byrådsmødet.

Der går cirka 200 elever, og der er lige så mange medarbejdere på specialskolen, der om 2-3 år flytter ind på Ellekærskolen. Anlægsudgifterne til flytningen løber op i 80 millioner kroner.

 

Publiceret 28 February 2018 20:15

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV