I denne omgang røg blandt andet et ordentligt læs borde af sted til en af de fire skoler i Bedzino i Polen. Jørgen Hesselbjerg har sørget for indsamlingen.

I denne omgang røg blandt andet et ordentligt læs borde af sted til en af de fire skoler i Bedzino i Polen. Jørgen Hesselbjerg har sørget for indsamlingen.

Malling-mands projekt:

Brugte skolesager gør en stor forskel

Glæden ved at aflagt, dansk skoleudstyr kan genbruges i Polen, er det, som driver Jørgen Hesselbjerg fra Malling

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

En hel lastbil fyldt til randen med aflagte borde, stole, computere, printere og alt muligt andet brugt udstyr vendte i onsdags snuden mod en skole i Bedzino-området i Polen.
Det er Malling-borgeren Jørgen Hesselbjerg, som står bag indsamlingen af det brugte skolemateriel og for koordineringen med de polske modtagere.
Han arbejder på Skanderborg-Odder Center for Uddannelse, hvor en af hans opgaver er at skaffe brugt udstyr af vejen.
“Det hele begyndte en dag for to år siden, hvor jeg skulle på genbrugsstationen med alt muligt skolegrej. Jeg er nok den værst tænkelige til det job, da jeg ikke bryder mig om at smide brugbart materiel ud,” fortæller Malling-borgeren med et smil.
Her opstod tanken første gang om at genbruge de danske, aflagte møbler på polske skoler.
“Jeg er i bestyrelsen i et firma, som dyrker juletræer i netop Bedzino i Polen. Derfor kører jeg jævnligt forbi de fire lokale skoler dernede, så det var et oplagt valg,” fortæller Jørgen Hesselbjerg.

Genbrug giver glæde

I foråret 2015 blev det første læs så sendt af sted.
12 computere blev proppet i bilen til en begyndelse, men siden er fulgt rigtig mange andre ting, og de polske skoler fortæller Jørgen Hesselbjerg, at de danske donationer har gjort dem til områdets mest veludrustede og moderne af slagsen.
“Det gør en rigtig stor forskel for dem. Jeg besøger dem jævnligt og kan jo se, at alle tingene virkelig bliver anvendt. Det giver mig en glæde, at sagerne blive genbrugt på den måde,” fortæller Jørgen Hesselbjerg, som faktisk er blevet lidt af en kendis i Bedzino-området på grund af hans arbejde med skolerne.
Som et bevis på værdsættelsen af hans arbejde har han fået mange, fine pokaler, diplomer og dokumenter, fordi han er blevet gjort til en særlig “ven af skolerne”.

Flere skoler efterlyses

Siden opstarten af genbrugs-projektet er 10.-klasse-tilbuddet i Skanderborg samt Sølystskolen i Egå nu også kommet med på vognen i forhold til at donere brugte sager.
Det er kommet i stand efter princippet “nogle, der kender nogle”.
Jørgen Hesselbjerg hører meget gerne fra andre skoler, hvis de også vil give deres aflagte møbler til projektet.
“De fire skoler i Bedzino er snart mættede med udstyr, så jeg er gået i gang med at finde kontakter til flere polske skoler, der kan aftage de danske møbler,” siger Malling-manden.
Hvis det lyder interessant, kan man kontakte Jørgen Hesselbjerg på enten 40 20 31 05 eller jorgen.hesselbjerg@gmail.com .

null

Publiceret 12 December 2016 12:00

SENESTE TV