Morten Aagaard ser sit nye job, som et skridt op ad karrierestigen:
”Nu drejer det sig om den menneskelige sjæl, og det er da vigtigere end at skaffe penge, få donationer og nye vinduer.”

Morten Aagaard ser sit nye job, som et skridt op ad karrierestigen: ”Nu drejer det sig om den menneskelige sjæl, og det er da vigtigere end at skaffe penge, få donationer og nye vinduer.”

Morten Aagaard er ny korshærspræst:

“Jeg kan rigtigt godt lide begravelser”

Morten Aagaard forlader jobbet som leder af Kirkens Korshær for i stedet at blive præst for de mest sårbare i Aarhus

Af
Louise Nyvang Burmeister

Fremover kommer han paradoksalt nok til at være endnu mere til stede på i huset på Nørre Allé 25, selvom han forlader jobbet som leder af Kirkens Korshær.
Morten Aagaard skal i stedet være korshærspræst i Aarhus, og derfor får han også fremover kontor på adressen.
“Jeg kommer til at være her endnu mere, for som leder er man alle mulige andre steder henne i et forsøg på at gøre opmærksom på stedet og skaffe midler til dets virke,“ siger den 53-årige leder, der er uddannet teolog og præst.
Hans bestræbelser uden for huset har virket. I løbet af de tre år han har været leder, har Kirkens Korshær vendt et underskud til sorte tal, en stor renovering af ejendommen er realiseret og en nybygget, udendørs terrasse bliver indviet 29. januar.
“Jeg overlader en organisation i fin stand og parat til, at en ny leder kan sætte sit præg på tingene,” siger Morten Aagaard.
Fra 1. februar rykker han en etage op i bygningen. Men i praksis rykker han helt ned i øjenhøjde med varmestuernes brugere, de mest udsatte borgere i byen, der ofte både er misbrugere og har psykiske lidelser.
“Det er et topprivilegium at få lov til at være korshærspræst, og jeg glæder mig rigtigt meget,” siger den afgående leder.
Gennem 30 år har han været ulønnet hjælpepræst i Frederikskirken i Højbjerg, mens hans professionelle karriere har ført ham både til højskoleundervisning, generalsekretær for Bibelselskabet og direktør for Legos fonde, inden han landede ved korshæren.

Det mest komplekse job

Et job, der har krævet mange kræfter.
“Det har altid været op ad bakke at arbejde her. Hvert år skal man skaffe midler til at drive stedet for. Man skal kunne håndtere høj som lav og være dygtig til at kommunikere vores budskaber ud. Det er ikke det største ledelsesansvar, jeg har haft, men det er langt det mest komplekse,” siger Morten Aagaard.
Den nye korshærspræst, der afløser Jørgen Lasgaard, glæder sig til at få en mere direkte kontakt med brugerne.
“Jeg kan rigtigt godt lide at være sammen med narkomaner og alkoholikere. De trænger til omsorg, men de trænger også til et kærligt puf,” siger Morten Aagaard og forklarer, at opgaven for ham består af lige dele barmhjertighed og håb:
“De får at vide, at det er synd for dem, men de får også et 'kom så', det kan blive bedre. “
Men han ved også godt, at mange af hans nye sognebørn aldrig får det bedre.
“Hvis jeg ikke var kristen og troede på mirakler, så gad jeg ikke det her job. Vi er det største sociale hospice i byen. Succesraten er bestemt ikke god, men et liv i misbrug kan også være ok. Og der er altid håbet om, at det kan blive bedre,” siger præsten.
Han er ikke nervøs for, at det nye job bliver mere belastende rent personligt.
“Jeg kan mærke og føle deres smerte, men det tynger mig ikke. Min mor sagde altid: 'Sådan skulle det have været, og sådan blev det'. Man er nødt til at acceptere tingene, som de nu engang er. Man må sige til folk, at det er svært, og det er en skidt situation, men du er ok.”

En stemme i tomheden

Den aarhusianske præst er heller ikke skræmt af begravelser, som der nok vil være en del flere af blandt hans sognebørn, hvor gennemsnitsalderen ligger omkring de 52 år.
“Jeg kan godt lide begravelser. Det er rigtigt smukt og meningsfuldt, når det, der bliver sagt, er ordentligt. Her kan kirken noget unikt, for den er en fantastisk stemme ind i en tomhedsfølelse,” mener Morten Aagaard.
Ikke al hans tid bliver helliget korshæren. En fjerdedel går til almindeligt virke som sognepræst i Sct. Pauls Kirke. Samme sted holder han en gang om måneden korshærsgudstjeneste.







Blå bog: Morten Aagaard

Født: 9. marts 1962 i Aarhus.
Bopæl: Højbjerg, men flytter snart ind i præsteboligen på Marselisvej i Aarhus C.
Civilstatus: Gift med Anette Koops Aagaard. Har to piger på henholdsvis 17 og 24 år.
Bliver indsat som præst i Sct. Pauls Kirke den 17. februar kl. 19. Alle er velkomne.

Publiceret 19 January 2016 06:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.