Tobias Brønnum Bjerg her med den medalje, der har en helt særlig betydning for ham - nemlig den fra de europæiske juniormesterskaber. Han drømmer om, at den bliver skiftet ud med guld til sommer.

Tobias Brønnum Bjerg her med den medalje, der har en helt særlig betydning for ham - nemlig den fra de europæiske juniormesterskaber. Han drømmer om, at den bliver skiftet ud med guld til sommer.

Svømning:

Tobias drømmer om OL

Han er kun 17 år, men har alligevel den danske rekord i 50 meter brystsvømning og er et af Danmarks OL-håb

Af
Camilla Olesen

Vækkeuret ringer flere gange om ugen klokken 4.45, og han hopper i baljen, mens andre stadig ligger i deres skønhedssøvn.
Mød her Danmarks stortalent i brystsvømning. Han bor i Højbjerg, svømmer for AGF, har lige sat dansk seniorrekord i 50 meter brystsvømning, selv om han stadig kun er junior, og i sommers vandt han en bronzemedalje til EM for juniorer. 17-årige Tobias Brønnum Bjerg er mere end sej i vandet, og han træner gerne de otte gange om ugen plus styrketræning. Det gør han ved siden af skolegangen. Her er han andenårselev på HTX i Aarhus C.
“Jeg kan godt lide at træne, og 70 procent af min omgangskreds er også i svømmehallen,” siger stortalentet.

Afkald på druk og fester

Når man er 17 år og går på teknisk gymnasium, så er livet som regel også lig med masser af fester og drukture, men det er der ikke plads til, når man er elitesvømmer, og slet ikke når målet hedder OL i Tokyo i 2020. Ja, faktisk har Tobias kun mulighed for at feste igennem maksimum to gange om året.
“Jeg siger nej til festerne, og jeg var heller ikke med på studietur. Jeg er nødt til at sige nej, og jeg vil også hellere træne. Hvis jeg kommer med til OL, så har det været det hele værd,” fortæller han og lyser op i et stort smil.
Han bliver da også stadig inviteret med til de sociale arrangementer, og hvis han har været væk i en længere periode, giver klassekammeraterne lyd fra sig:
“Hvis jeg for eksempel har været på træningslejr i en uge, så kan de godt finde på at sende mig en sms og spørge om jeg er død.”
Når han er så meget væk fra skolen, kan det være svært at følge med, men der har han som Team Danmark-elev mulighed for at få ekstratimer i de fag, han føler sig bagud i.
Selv om han ikke er træt af at gå i skole, så er det alligevel noget, der gerne må blive overstået, og han glæder sig da også, til han er færdig, og huen sidder på hovedet om 2,5 år.
“Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal, når jeg er færdig med HTX, udover at jeg vil have to sabbatår, hvor jeg vil arbejde og svømme,” siger han.

Vil med til EM og VM

Inden han for alvor målretter træningen frem mod OL 2020, så er der nogle delmål på vejen. Han vil nemlig gerne med til både EM og VM og vinde guld til EM for juniorer i sommeren 2016. Spørger man hans træner Bjørn Sørensen, så er han gjort af et specielt stof.
“Tobias har et ekstraordinært talent for brystsvømning. Det er dog vigtigt at holde sig de langsigtede mål for øje, og ikke blive grebet af den kortvarige succes. Det er bestemt realistisk, at han kan kvalificere sig til OL i 2020, men det kræver selvfølgelig hårdt arbejde. Tobias er mentalt stærk - han er ikke bange for at konkurrere mod nogen - og til træning er han god til at fokusere, på det han skal,” siger Bjørn Sørensen.
Tobias' guldmedalje og seniorrekord på 50 meter bryst blev sat til de vestdanske mesterskaber, og seniorrekorden var lidt en overraskelse for både ham og træneren, da det egentlig først er meningen, at han skal toppe om fire uger til de danske mesterskaber på kortbane (25 meter bassin).












Tobias' uge

Mandag: Op klokken 04.45, hopper i vandet 05.45, færdig med træning 07.45 og i skole 08.15. 15.30 har han fri, og 21.30 går han i seng
Tirsdag og torsdag: Op klokken 06.30, ESAA-morgentræning 07.30, 9.35 i skole, 13.25 fri, 15.30 træning igen, 17.30 styrketræning, 19.30 spiser og laver lektier, 22.00 i seng
Onsdag: I skole 10.45, 14.25 fri, 15.30 svømning, 18.00 udstrækning, 21.30 godnat
Fredag: Op klokken 05.00, 05.45 hopper i vandet, resten af dagen er ligesom mandag
Lørdag: Op klokken 06.30, 07.30 hopper han i vandet og er færdig klokken 10, men frem til klokken 11.30 styrketræner han. Resten af dagen står på afslapning
Søndag: Styrketræning, konditionstræning, afslapning og lektier

Publiceret 06 November 2015 12:00