Bruno S. Hansen holder foredrag om sin tid i Fremmedlegionen. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Bruno S. Hansen holder foredrag om sin tid i Fremmedlegionen. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Fortællinger fra en fremmedlegionær

Fremmedlegionen er en hård militær-enhed under det franske militær - Bruno S. Hansen har været en del af enheden i fem år

Af
Af Camilla Kjærgaard Olesen

Han rejser sig fra køkkenstolen og går stille ud i gangen. Tænder lommelygten og fortæller ivrigt om et helt bestemt stykke papir, der er indrammet og flankeret af medaljer og et fransk flag. 78-årige Bruno S. Hansen fra Tranbjerg brugte flere år af sin ungdom i Fremmedlegionen, og mener, han er den sidste nulevende dansker tilbage fra krigen i Fransk Indokina (Vietnam).
"Jeg fik det franske krigskors, fordi militæret synes, jeg havde lavet et godt stykke arbejde," fortæller Bruno S. Hansen, mens han med et stolt blik kigger på sit certificat de bonne conduite.
Han vil ikke fortælle, hvorfor han fik korset, og sådan er det. Man kan kun få lov til at blive lukket ind i en lille del af den verden, han var i, fra han var 23 år og fem år frem. Én ting vil han dog ikke lægge skjul på. Det var hårdt. Rigtig hårdt - både fysisk og psykisk.
"Kom min søn og fortalte mig, at han gerne ville i Fremmedlegionen, ville jeg blive meget ked af det. Det er skørt, for man kan blive slået ihjel."

Så til søs

Allerede som 16-årige tog Bruno til søs. Syv år senere lagde det skib han sejlede med til i den franske by Rouen. Han havde sammen med kammeraterne været på diskotek og havde fået øje på en fransk pige, der også havde øje for ham. Næste morgen ville hun følge Bruno til skibet, men væk var det. Det var sejlet, og han var ikke kommet med. Det var i 1953. I hele byen var der plakater med Fremmedlegionen, og hans eventyrlyst drev ham til at opsøge værgekontoret.
"Jeg tog en taxa for mine sidste sparepenge og meldte mig til Fremmedlegionen. Jeg blev sendt på skole og efter meget hård og intens træning, blev vi sendt til fransk-indokina som nogle af de sidste. Vi lå langs den kinesiske grænse, og det var en barsk oplevelse. Jeg kan huske jungle, jungle og jungle. Fjenden kunne ligge 200 meter fra én, men vi kunne ikke se dem. Der var masser af død og ødelæggelse. I jorden var der lodrette giftpile, springminer og snubletråd. Pludselig kunne der være en mineeksplosion lige foran én, og det skabte død og ødelæggelse," fortæller Bruno med en rolig og eftertænksom stemme.

Bruno er meget stolt af dette certificat de bonne conduite. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Bruno er meget stolt af dette certificat de bonne conduite. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Medicinmand helbreder

Han slap dog ikke selv fra krigen uden at blive såret. En springmine ramte ham i benet, men sårene ville ikke hele. Bruno mødte en dansker, Ib, fra et andet kompagni, og sammen tog de ind til byens marked.
"Der sad en vindtørret mand med lændeklæde. Ib sagde: Vis ham dit ben, Bruno. Og det gjorde jeg. Han nulrede nogle blade og bandt dem på mit ben med bast omkring. Et på hvert sår. Efter tre dage var de helt væk. Det var naturmedicin, der ville noget."
Sådanne små anekdoter popper frem i minderne hos Bruno. De mindre alvorlige har der dog også været.
"Jeg kom på et skoleophold og uddannede mig til korporal. Det var en hård tid både fysisk og psykisk, og sammen med en god, tysk ven, Willy, søgte jeg orlov. Vi kom på et ford, og en dag kom vagten ind og vækkede mig. "Bruno, der er kommet et skib fra dit fæderland. Det ligger i havnen." Willy og jeg blev enige om, at vi ville på den lokale bar og møde dem. Vi skulle være ulasteligt klædt, når vi skulle i byen. Da vi var på vej hen for at hilse på dem, sagde et par af dem: "Nu kommer der sgu et par af de skøre legionærer." Willy og jeg talte fransk med hinanden. Bar-kvinden kendte os også og gav os en flaske Martini og to glas. Vi blev overbegloet. Jeg vendte mig om og sagde ordret til ham ved siden af mig: "Hvor kommer I fra?" Og så blev der gilde," smiler Bruno, der holder foredrag om sin tid i Fremmedlegionen.

En glemt tid

Disse episoder glæder han sig over i dag, men han taler ikke om de voldsomme krigsoplevelser.
"De ting, jeg oplevede i mine fem år i Fremmedlegionen, forsøger jeg selv at glemme. Det var en barsk tid, og derfor fortæller jeg ikke om det", siger Bruno, der dog intet fortryder.
"Jeg har en meget stærk psyke. Og jeg vidste, hvad jeg gik indtil. De ting jeg har set rager mig en papand - det har været et job, som jeg ikke har psykiske men af i dag."

Publiceret 14 August 2009 10:30

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.